For nyligt kom en velkendt reality-babe meget galt afsted.

Der er ingen tvivl om, at der er fart over feltet og gang i reality-baben Nynne Larsen, som vi kender fra ‘Divaer i junglen’, ‘Helt i skoven’ og ‘Dagens mand’.

På en ferie til Spanien for en måneds tid siden var der dog lidt for meget fart over feltet over Nynne. Da hun skulle springe ud fra en klippe og ned i vandet, landede hun nemlig forkert:

»Jeg er kommet til skade med min ryg for en måned siden, hvor jeg brækkede ryggen. Jeg har stadigvæk ondt, men jeg er ikke så god til at ligge stille, så derfor er jeg stadigvæk ude at lave ting. Jeg har faktisk haft brækket ryggen før for ti år siden, så jeg er åbenbart ret uheldig – eller tumler i hvert fald lidt for meget rundt,« fortalte Nynne, da Realityportalen.dk mødte hende til snigpremieren på ‘Ex on the Beach’.

»Jeg er stadigvæk sygemeldt, fordi jeg ikke kan sidde oppe særlig lang tid af gangen. Hvis jeg sidder i to timer, skal jeg ligge i fire efterfølgende. Og der kan gå op til fem måneder, før det er væk,« fortsatte hun.

På trods af smerterne føler Nynne sig dog snart klar til nye reality-udfordringer:

»Jeg er ved at være klar til at lave mere tv, jeg ved bare ikke lige, hvad det skal være. Jeg venter på, at det rette dukker op, men der er også nogle programmer, som jeg er blevet for gammel til. ‘Paradise Hotel’ er for gammelt som 24-årig, synes jeg. Det havde været bedre som 22-årig. Sådan noget som ‘Ex on the Beach’ ville nok mere være noget for mig,« forklarede hun.

Artiklen blev bragt i samarbejde med Realityportalen.dk