I begyndelsen af august løb første program i DR3-serien ‘Høj på strip’ over skærmen.

Men som den opmærksomme seer nok har opdaget, er der en del telefonsamtaler i programmet - også bag rattet.

»Jeg ved godt, det er forbudt, og at man bliver uopmærksom. Derfor gør jeg det også for det meste, når jeg kører et sted, hvor der er øde,« forklarer Jackie Lindberg, der er en af de mandlige strippere, som man følger i dokumentarserien.

Jackie vælger i både andet og fjerde afsnit af serien at tage telefonen til øret, selvom han kører bil.

I Rådet for Sikker Trafik er man ikke begejstret for, at DR vælger at vise scener, hvor Jackie går på kompromis med trafiksikkerheden.

»Helt overordnet er det et dårligt signal at sende, da uopmærksomhed i trafikken er et stort problem,« siger Søren Ørsted Pedersen, pressechef i Rådet for Sikker Trafik, der gør opmærksom på, at han ikke selv har set programmet.

Han fortæller, at i hver tredje dødsulykke, der sker i trafikken, involverer uopmærksomhed.

»Det sender et signal om, at det ikke er så vigtigt. Man burde overveje det, når man laver sådan et program,« siger Søren Ørsted Pedersen.

Jackie Lindberg går under navnet 'Jake,' når han stripper. Vis mere

Trine Skovgaard, der er redaktør på DR3, forklarer, at de på kanalen forsøger at skildre virkeligheden bedst muligt.

»Hos DR3 har vi ingen interesse i at sige, det er okay at tale i telefon, mens man kører bil. Men vi prøver at vise virkeligheden, som den er - og det her er stripperen Jackies virkelighed. Havde det været en vært, som agerer rollemodel, så var det aldrig forekommet,« siger Trine Skovgaard, som er redaktør på DR3.

Seks procent af danskerne taler i håndholdt telefon, mens de kører bil, viser en undersøgelse, Epinion har gennemført for Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension i februar 2018.

Lidt flere læser og skriver sms’er: syv procent skriver, og otte procent læser beskeder på deres mobiltelefon, mens de kører bil.

Undersøgelsen af uopmærksomhed i trafikken viser også, at 91 procent mener, at det er ‘ikke acceptabelt’ eller ‘slet ikke acceptabelt’ at være uopmærksom bag rattet.

Jackie fortæller, at han ikke har noget imod, at hans samtaler bag rattet bliver vist på landsdækkende tv.

»Jeg er meget åben og ærlig, og jeg plejer at ringe til kunder 10 minutter før, jeg er der - også selvom der bliver filmet,« siger han.

Han har ikke har været ude for en ulykke i forbindelse med uopmærksomhed i trafikken. Dog har han en enkelt gang fået en bøde for at have telefonen til øret under kørsel.

Hvis du bliver stoppet med telefonen til øret, udløser det en bøde på 1.500 kroner.

B.T har før skrevet om uopmærksomhed i trafikken. Her handler det om brug af sociale medier under kørsel.