På trods af flere danske Oscar-statuetter og adskellige priser ved Golden Globe og Cannes Film Festival, så mener Ruben Östlund, at danskerne er dårlige til at lave film.

Faktisk er danske film både konventionelle og kedelige, mener den svenske filminstruktør.

»Det er på tide, at Sverige forstår, hvilket succesfuldt filmland vi er. Der har længe været snak om, at danskerne er gode til at lave film. Men jeg synes, at de er dårlige til at lave film,« siger Ruben Östlund i et interview med svenske SVT.

Ruben Östlund uddyber, at danske film er kedelige og dårligt fortalt. Han mener desuden, at danske film har fået alt for meget opmærksomhed de seneste år.

Og at de danske film har fået opmærksomhed i udlandet, har Ruben Östlund ret i.

Thomas Vinterberg med sin Oscar-statuette i hånden. Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix
Thomas Vinterberg med sin Oscar-statuette i hånden. Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Senest var det den danske filminstruktør Thomas Vinterberg, der trak overskrifter verden over. Han vandt en Oscar for Bedste Internationale Film for den dramatiske komedie 'Druk'.

Og da journalisten fra SVT spørger Ruben Östlund, hvad han tror, at for eksempel Thomas Vinterberg vil sige til kritikken, svarer den svenske instruktør blot, at han er ligeglad.

Ruben Östlund har tidligere arbejdet sammen med den danske skuespiller Claes Bang i filmen 'The Square'.

The Square, der havde Claes Bang i hovedrollen, vandt i 2017 hovedprisen ved Cannes Film Festival.

Ruben Östlunds kritik faldt under et interview om svenskerens film 'Triangle of Sadness', som han i disse dage præsenterer under dette års festival.

Filmen er hans første film siden 'The Square'.