Hun var født døv. Blev drevet på flugt fra sit hjem to gange, tvangsindlagt på nervesanatorium, var forsøgskanin for Sigmund Freud, skjulte jøder under Anden Verdenskrig og mistede en datter i en tragisk flyulykke.
Og så var hun det britiske kongehus' bedst bevarede hemmelighed.
Det er tredje sæson af den populære Netflix-serie 'The Crown', der har gravet den overraskende historie frem.
Om prinsesse Alice af Grækenland og Danmark. Prins Philips mor. Dronning Elizabeth II's svigermor.
»Hun overgår alt, hvad en manuskriptforfatter kunne have fundet på,« indrømmer seriens forfatter, Peter Morgan, da også i et interview med magasinet Vanity Fair om den appelsin, der under researchen faldt ned i hans turban.
En appelsin iklædt en ydmyg og beskeden nonnedragt.
Historien om prinsesse Alice starter dog i anderledes pomp og pragt.
Hun kom til verden i 1885 på det overdådige Windsor Slot i Berkshire i det sydlige England, hvor hendes oldemor dronning Victoria var til stede ved fødslen.
Men ufattelig rigdom og blåt blod kunne ikke skærme hende fra livets genvordigheder. I hvert fald blev prinsesse Alice født døv. Måske som et resultat af den tids indavl i de kongelige rækker.
Ikke desto mindre lykkedes det hende at lære sig selv mundaflæsning og beherske hele tre sprog flydende, hvilket siger en hel del om hendes viljestyrke.
Ifølge dokumentaren 'The Queens Mother in Law' fra 2012 blev der nemlig ikke taget hensyn til hendes handicap i de royale gemakker.
»Hun var stokdøv. Min bedstemor mente, at det handicap måtte hun bare lære at deale med selv,« som hendes niece grevinde Mountbatten fortalte i dokumentaren.
Ikke mindst huskede hun, hvordan bedstemoderen understregede over for alle i familien, at de ikke måtte gentage dét, de sagde, til prinsesse Alice.
For – som bedstemoderen sagde – 'hun må lære at stå på egne ben'.
Det lærte prinsesse Alice, der 18 år gammel forelskede sig i prins Andreas af Grækenland og Danmark, som var barnebarn til Christian IX.
I 1903 blev de gift og fejret med manér. Blandt de ekstravagante gaver var en tiara fra zaren og zarinen af Rusland, som omregnet til nutidig valuta ville være knap 100 mio. kr. værd.
Men igen kunne rigdom ikke skærme hende mod, hvad der ventede forude.
I 1917 måtte familien – som nu også talte fire døtre – flygte fra Athen sammen med resten af den græske kongefamilie, der var tvunget til at abdicere på grund af politiske uroligheder.
Tre år senere vendte familien atter tilbage til Grækenland, hvor hendes svoger kong Konstantin I igen indtog tronen.
Men den barske flugt og mordet på to tanter under den russiske revolution havde sat sine første spor i prinsesse Alice, som i stigende grad søgte trøst i religionen.
Da familien få år senere atter måtte flygte fra landet – denne gang med dødstrusler hængende over deres royale hoveder – knækkede filmen for hende.
'Nervøst sammenbrud' blev det kaldt af familien, da hun i 1930 med tvang – og for øjnene af sin ni-årige efternøler Philips – blev sendt til et nervesanatorium, et pænt ord for et psykiatrisk hospital, i Berlin.
Prinsesse Alices tro havde udviklet sig til vrangforestillinger. Hun var overbevist om, at hun havde haft samvær med ikke alene Jesus, men også Buddha.
Paranoid skizofreni lød den diagnose, der snart blev stillet på klinikken, hvor den østrigske læge – og religionskritiker – Sigmund Freud fandt interesse for hendes sag.
Han iværksatte en hårdhændet og tvungen behandling, som ikke alene skulle fremskynde hendes overgangsalder, men også få bugt med hendes seksuelle lyster.
Der gik syv år, før prinsesse Alice genså sin familie. Før hun genså den søn, der blot ni år gammel havde set sin mor blive ført bort med vold og magt. Uden at kende historien bag.
Mens prins Philips søstre var en del år ældre og havde startet egne familier under moderens ufrivillige fravær, blev efternøleren Philip sendt på kostskole i England.
Han blev ifølge tidligere nævnte dokumentar 'en hund, der konstant søgte en kurv at finde hvile i'.
Gensynet i 1937 var dog ikke ét, hvor mor og søn fandt hvile. Anledningen var begravelsen af Philips storesøster Cecilie, hendes mand og deres to små børn, som alle var omkommet i en tragisk flyulykke.
Om den tragedie var udslagsgivende, vides ikke. Men efter den trak prinsesse Alice i nonnedragten.
Fra at have levet i svimlende luksus solgte hun stort set alt, hvad hun ejede, for at hjælpe og passe de fattige og syge. Og da Anden Verdenskrig gjorde sit indtog, stod hun ikke alene bag suppekøkkener i Athens gader og brugte sin royale status til at skaffe medicin-forsyninger til det græske folk.
Hun skjulte også forfulgte jøder og holdt Gestapo fra porten ved at spille på sin døvhed. Alt imens hendes egne svigersønner var prominente nazi-sympatisører.
Trods udgangsforbud og risiko for at blive skudt insisterede hun på at bevæge sig rundt i byens gader og dele mad ud til gadebørn og politifolk.
»Man siger, at du ikke hører dét skud, der dræber dig. Og jeg er alligevel døv. Så hvorfor bekymre sig om det,« lød hendes respons.
Efter krigen stiftede hun sin egen nonneorden i Grækenland og dedikerede sig fuldt til det utrættelige hjælpearbejde. Til at være der for andre. Men, som det også fremgår af Netflix-serien 'The Crown', var sønnen Philip tilsyneladende ikke én af de andre.
Hun mødte dog op på Buckingham Palace, da han i 1947 blev gift med prinsesse Elizabeth, og fem år senere, da svigerdatteren blev kronet. Hvor hun iført sin nonnedragt skilte sig ud fra de øvrige royale gæster.
Først i 1967 fandt de hinanden. Med militærkuppet i Grækenland, som tvang kong Konstantin II og dronning Anne-Marie i eksil – var blåt blod en rød klud, og prinsesse Alice blev hentet til Buckingham Palace, hvor hun boede under samme tag som sønnen frem til sin død to år senere, 84 år gammel.
'Vær modig og husk, at jeg aldrig vil forlade dig, og at du altid vil kunne finde mig, når du har mest brug for mig. Med hengiven kærlighed, din gamle mor,' skrev hun i et afskedsbrev til sin søn.
