Oprindeligt skulle kæmpesuccessen 'Pretty Woman' have været en noget anderledes film, hvor sex og stoffer skulle have været en stor del af plottet.

Men filmen blev skrevet om i en sådan grad, at det nok ville være svært at genkende filmen selv for fans, hvis de læste første udgave. Eksempelvis var Julia Roberts karakter, Vivian, en helt anden.

I det oprindelige manuskript, hvor filmen hed '3000,' er Vivian fanget af et rygekokain-misbrug, da hun bliver samlet op på Hollywood Boulevard, skriver BBC.

Og dem, der er vilde med Richard Geres figur, Edward, ville måske have det svært ved hans oprindelige udgave.

I manuskriptet til '3000' er Edward meget mere fokuseret på sex, end det man ser i den endelige film. I den endelige film kan man høre, hvordan han ligefrem foreslår, at de bare taler lidt, da Julia Roberts figur forsøger at tage det i retning af, at der skal ske noget seksuelt imellem dem.

Hvis det havde været efter det første manuskript, ville man have hørt Edward slå fast, hvorfor han har valgt at købe sig til sex med en kvinde.

'Jeg er involveret i en vigtig forretningshandel, og jeg har ikke energien til at forsøge at støve nogle piger op, når jeg trænger til at slappe af.'

Som det var tænkt, at plottet skulle være først, er det også med fuldt overlæg, at Edward byder Vivian ind i sin bil.

Her foregik det nemlig ikke, som man ser det i 'Pretty Woman', hvor forretningsmanden først tager kontakt for at få hjælp til at finde sit hotel.

I London skal der nu sættes en musical op baseret på den populære film.

'Pretty Woman' var nemlig en kæmpe seersucces. Den blev produceret af Disney og udkom i 1990.

Julie Roberts var bare 22 år gammel, da hun indspillede filmen. 18 år yngre end sin 40-årige medspiller Richard Gere.