BBC har produceret 33 sæsoner af det populære bilmagasin 'Top Gear'. Nu sætter tv-kanalen programmet på pause.

Beslutningen er taget, efter at programmets vært, Andrew 'Freddie' Flintoff, i december kom slemt til skade under optagelser til programmet.

»Vi ved, at det vil skuffe fansene, men under omstændighederne synes vi, at det ville være upassende at fortsætte med at lave sæson 34,« lyder forklaringen fra BBC.

Ulykken skete 13. december 2022 på den køretekniske bane Dunsfold Park Aerodrome i Surrey.

Den tidligere cricket-landsholdkaptajn, Andrew 'Freddie' Flintoff, sad selv bag rattet, og var i gang med optagelser til netop sæson 34, da han kørte galt.

Kort efter ulykken blev tv-værten fløjet til hospitalet, hvorfra de første meldinger lød, at hans skader ikke var livstruende. Men siden har der været larmende tavshed omkring værtens tilstand.

Andrew 'Freddie' Flintoff var været vært på Top Gear, men kom sidste år ud for en ulykke. Foto Peter Cziborra.
Andrew 'Freddie' Flintoff var været vært på Top Gear, men kom sidste år ud for en ulykke. Foto Peter Cziborra. Foto: PETER CZIBORRA
Vis mere

I februar citerede Daily Mail en anonym kilde, der havde overværet ulykken, for at sige, at tv-værtens skader var værre end først antaget. Blandt andet fordi bilen, der rullede rundt i forbindelsen med ulykken, var en trehjulet Morgan Super 3 uden tag.

Ifølge Daily Mail skulle kilden have sagt:

»Meget lidt er kommet frem om ulykken, og cheferne vil meget gerne lægge låg på detaljerne. Men ingen er på vej tilbage på job i nærmeste fremtid … Showets fremtid er i reel fare.«

Den 45-årige tv-vært, der normalt er aktiv på de sociale medier, har selv været tavs siden ulykken. Men torsdag kunne The Times så citere endnu en anonym kilde for at sige, at det er Andrew 'Freddie' Flintoff selv, der har trukket i bremsen i forhold til programmet:

»Freddie har været alvorligt psykisk og fysisk påvirket af ulykken. Han er en vovehals, det er hans ting, men han føler ikke, at han kan blive ved med at spille den rolle i showet.«

Uanset om det er tv-værten eller tv-kanalen, der har sagt stop, er virkeligheden, at BBC dropper optagelserne til denne sæson. Hvorvidt programmet vil blive genoptaget på et andet tidspunkt, vil BBC vurdere senere på året.

Omstændighederne omkring ulykken er blevet undersøgt både internt af BBC og af en uafhængig kommission, men er nu afsluttet. Som en talsmand for den britiske sikkerhedsmyndighed Health and Safety Executive (HSE) har sagt efter undersøgelsen:

»Vi har gennemført vores undersøgelser af ulykken og foretager os ikke yderligere.«

Over for tv-værten, der i øvrigt er far til fire, har BBC beklaget situationen:

»Vi har oprigtigt beklaget over for Freddie og vil fortsat støtte hans helbredelse,« lyder det.