Meget få ting forbliver det samme for evigt, og det er nu heller ikke tilfældet med det populære tv-program 'Troldspejlet'.

Programmet, med Jakob Stegelmann i spidsen, får nu både et nyt udseende og et nyt navn.

Samtaleemnerne har ikke ændret sig. Programmet handler stadig om tegnefilm, computerspil og superhelte.

Sådan har det været de seneste mere end 30 år.

Men søndag kommer programmet på skærmen med et helt nyt navn. Det hedder nu 'Troldspejlet & Co'.

»I 'Troldspejlet & Co.' inviterer vi kendte mennesker i studiet for at fortælle om deres forhold til superhelte, film eller computerspil. Og så har vi publikum i studiet,« fortæller Jakob Stegelmann til DR.

Programmet vil blive sendt hver søndag aften på DR2.

Det er muligt for enhver at blive publikum til udsendelserne.

Jakob Stegelmann fortæller, at man har valgt at ændre programmet, fordi det i dag ikke kun er børn, som interesserer sig for programmets emner.

Nu er der også voksne, som har en massiv interesse i nørdkulturen.

»Da 'Troldspejlet ' startede, følte jeg i virkeligheden, at jeg var ret alene med min interesse. Dengang var der ikke nogen Harry Potter, Marvels filmunivers fandtes ikke endnu, og computerspil var slet ikke så udbredte, som de er i dag. Dengang blev den kultur dyrket af en bestemt gruppe mennesker, og sådan er det slet ikke i dag,« siger han.

Programmet får et nyt navn, men værten vil være den samme som de sidste 30 år. Det er nemlig fortsat Jakob Stegelmann.