Husker du 'Hit med sangen'?

For cirka 20 år siden sad danskerne klinet til skærmen fredag efter fredag, når vært Amin Jensen og de to klaverspillende holdkaptajner Sascha Dupont og Sigurd Barrett dystede med kendte gæster om hurtigts muligt at gætte sange ud fra ord og billeder.

'Hit med sangen' havde cirka en million seere i perioden 2000-2004 og blev kort taget op igen i 2007, men siden da har underholdningsprogrammet samlet støv på DR's lager.

Måske det er tid til et comeback, nu hvor DR's aktuelle fredagsunderholdning 'Fællessang' kun tiltrækker omkring 350.000 seere?

Amin Jensen er i hvert fald klar.

»Jeg bliver stadig spurgt, om ikke jeg kan komme forbi og lave 'Hit med sangen',« lyder det fra komikeren, der afslører, at det faktisk kort var oppe at vende for nogle år siden i forbindelse med, at TV 2 samtidig relancerede deres gamle tv-hit 'Lykkehjulet'.

»Det kunne være sjovt. Men så skulle det også være det gamle hold. Og det skulle ikke laves helt nyt og topmoderne, men gerne køre rimelig klassisk. Jeg ved, at Sascha Dupont også ville sige ja, hvis det blev til noget,« tilføjer Amin Jensen.

Og han har ret.

Sascha Dupont i 'Hit med sangen' sammen med Dario Campeotto og Jytte Abildstrøm.
Sascha Dupont i 'Hit med sangen' sammen med Dario Campeotto og Jytte Abildstrøm. Foto: DR
Vis mere

Da B.T. spørger Sascha Dupont, om hun ville være interesseret i at lave 'Hit med sangen' igen, lyder svaret:

»Ja. Jeg har meget tit folk, der spørger mig, om det da ikke nok kommer igen. Jeg ville elske at lave det igen. Hvis 'Lykkehjulet' kan få en revival, kan vi vel også.«

Og der ser ud til at, DR har et fuldt hold klar, hvis det bliver aktuelt.

Fra Sigurd Barrett lyder det:

Sigurd Barrett.
Sigurd Barrett. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

»Det bliver et ja herfra. 'Hit med sangen' var jo et virkelig godt koncept, som havde noget helt særligt. Alle kunne mærke, at det var en spontan leg, hvor folk sprang op som en trold af en æske og begyndte at synge et eller andet.«

Sigurd Barrett påpeger, at 'Hit med sangen' som bekendt var et internationalt format, der kørte i mange forskellige lande.

»Og jeg syntes, at vores version var fed med Amin som en skøn vært. Nu har jeg godt nok sindssygt travlt med andre ting som for eksempel min turne med naturvidenskab for børn og voksne, men hvis det passer ind i kalenderen, ville jeg helt sikkert sige ja.«

Udover Sascha Dupont og Sigurd Barrett havde DR også de tre pianister Morten Vestergaard, Søren Sebber Larsen og Jens Krøyer til at sidde på skift bag ved klaveret i 'Hit med sangen'.

Søren Sebber Larsen i 'Hit med sangen' sammen med Asger Reher og Søren Pilmark.
Søren Sebber Larsen i 'Hit med sangen' sammen med Asger Reher og Søren Pilmark. Foto: DR / Bjarne Bergius Hermansen
Vis mere

De svarer alle sammen ja til at være med igen.

»Det kunne være super hyggeligt at genoptage 'Hit med sangen'. Nu er der jo også kommet nye kunstnere til siden sidst, ligesom de etablerede kunstnere stadig er fuldt aktive, så mon ikke det kunne blive til en masse gode programmer,« lyder det blandt andet fra Morten Vestergaard, der for tiden er kapelmester i Københavns Tivoli.

Indtil videre er DR dog ikke klar på at lege med.

Da B.T. henvender sig til underholdningsredaktør Jan Lagermand Lundme, lyder det kort :

»Vi var meget glade for programmet, men vi har ingen aktuelle planer om at genoptage det. Jeg skal selvfølgelig nok sige til, hvis det ændrer sig.«