Der er godt nyt til de briter og franskmænd, som godt kan lidt en god portion dansk drama.

DR har nemlig solgt deres populære serie 'Ulven kommer' til både Storbritannien og Frankrig.

Det oplyser DR i en pressemeddelelse, hvori de også fortæller, at den danske dramaserie allerede vil få virtuel premiere i Frankrig fra torsdag 11. marts, mens briterne må vente helt til 2022.

I Frankrig vil serien blive vist på Salto, der er et samarbejde mellem de tre franske broadcastede France Télévisions, M6 og TF1, mens det er Walter Presents, der får rettighederne i Storbritannien, og som vil sende serien på Channel 4.

»'Ulven kommer' er en karakterdrevet, intens og følelsesladet serie, der tilføjer en helt ny stemme til det danske tv-drama, vi kender,« siger kurator og medstifter af Walter Presents, Walter Iuzzolino.

»DR leverer konsekvent serier i høj klasse med relevante temaer og stærke historier, der har evnen til at give genlyd hos det britiske publikum,« fortsætter han.

'Ulven kommer' blev sendt for første gang på DR i 2020.

Serien handler om socialrådgiveren Lars, der skal håndtere en sag om en 14-pige ved navn Holly, som anklager sin stedfar for grov vold.

Peter Plaugborg spiller en af hovedrollerne i 'Ulven kommer'.
Peter Plaugborg spiller en af hovedrollerne i 'Ulven kommer'.
Vis mere

Lars får hurtigt akutanbragt Holly og hendes lillebror andetsteds, selvom moderen og lillebroderen påstår, at Holly lyver.

I løbet af serien kan man se Lars forsøge at skaffe beviser til fortsat at holde børnene anbragt væk fra hjemmet, men som afsnittene skrider frem, begynder tvivlen at sprede sig om, hvem der egentlig taler sandt.

»Vi er utroligt glade for, at emnet nu også bliver bragt op i Storbritannien, der er vilde med dansk tv-drama,« siger salgsansvarlig Freja Johanne Nørgaard Sørensen fra DR Salg og pointerer, at hun også glæder sig over, at franskmændene kan se serien allerede fra denne uge.

'Ulven kommer' har Bjarne Henriksen, Christine Albeck Børge, Peter Plaugborg, Noah Storm Otto og Flora Ofelia Hofmann Lindahl i hovedrollerne.

Den er – ud over Storbritannien og Frankrig – solgt til Tyskland, Spanien, Australien, Belgien, Tjekkiet, Slovakiet, Slovenien, Polen, Storbritannien, Irland, Holland og Luxembourg.

DR-dramaserien er desuden coproduceret med de øvrige nordiske landes public service-stationer, hvilket betyder, at den også har været vist i Sverige, Norge, Finland og Island.

'Ulven kommer' er i otte afsnit, og den kan fortsat ses på DRTV her.