Hvis ordene ‘and the Oscar goes to... Flee’ lyder fra scenen i Kodak Theater på søndag, vil hele Danmark juble med Jonas Poher Rasmussen, der er nomineret til hele tre Oscars for sin film, ‘Flugt’.

Men Poher Rasmussen vil ikke selv have prisen, hvis han vinder. I stedet vil han give statuetten til den person, filmen handler om: Hans gode ven ‘Amin’, der er flygtet fra Afghanistan til Danmark.

»Den får han. Det er hans historie. Det er på sin plads. Jeg ved jo, jeg har vundet den, og det kan ingen tage fra mig,« siger Jonas Poher Rasmussen i et interview med B.T. i West Hollywood.

»Vi er jo gode venner. Så må jeg lige komme forbi og holde den, hvis jeg har brug for den,« tilføjer han.

B.T. har mødt Jonas Poher Rasmussen på Gravité Café på Sunset Boulevard i Los Angeles.
B.T. har mødt Jonas Poher Rasmussen på Gravité Café på Sunset Boulevard i Los Angeles.
Vis mere

Jonas Poher Rasmussens liv har drejet sig om filmen i ni år. På søndag kulminerer det hele på Hollywood Boulevard, når det amerikanske filmakademi uddeler deres Oscar-priser.

»Jeg tror ikke, at det er så meget anderledes, om vi vinder eller ej. Alene det, at vi har været nomineret til tre priser, har gjort, at der er kommet en kæmpe interesse. Det er en anden virkelighed, jeg vågner op til, når jeg lander i Danmark. Der er nogle helt andre muligheder,« siger han.

Poher Rasmussen er på alles læber i Hollywood, og anmelderne har skamrost hans film. Det mærkede han forleden, da han mødte verdens måske mest kendte filminstruktør, Steven Spielberg.

»Jeg var til en prisuddeling, hvor jeg sad ved siden af Francis Ford Coppola og George Lucas. Så var der en journalist, der sagde, ‘jeg prøver lige at introducere dig til Spielberg’, og så gik vi derover. Og med det samme, sagde han: ‘I love ‘Flee’!’,« fortæller han.

Det var til Producers Guild Awards i Los Angeles forleden, at Jonas Poher Rasmussen mødte Steven Spielberg og George Lucas.
Det var til Producers Guild Awards i Los Angeles forleden, at Jonas Poher Rasmussen mødte Steven Spielberg og George Lucas. Foto: MICHAEL TRAN
Vis mere

Steven Spielberg viste også stor interesse for Poher Rasmussens fremtidsplaner.

»Og jeg fik sagt, at jeg var stor fan, og at E.T. havde betydet enormt meget for mig, da jeg var barn. Det er det der rum, man er i. Selvom man kommer fra en lille by i Danmark, så kan man ende i et rum med Spielberg og Will Smith,« siger han.

‘Flugt’ er nomineret til tre Oscars i tre vidt forskellige kategorier. Bedste udenlandske film, bedste dokumentar og bedste animationsfilm. Den sidste kategori er selve præmissen for, at filmen overhovedet kunne laves.

Flygtningen, den homoseksuelle ‘Amin’, som filmen handler om, kan nemlig ikke afsløre sin identitet. Han har dybe ar fra en barsk fem-årig flugt fra Afghanistan, hvor han mistede hele sin familie. Af samme grund har Jonas Poher Rasmussen det ambivalent med at stå midt i Hollywood uden sin ven.

'Amin' er det opdigtede navn på Jonas Poher Rasmussens ven.
'Amin' er det opdigtede navn på Jonas Poher Rasmussens ven.
Vis mere

»Det er lækre hoteller og god mad, og det lidt mærkeligt, når man har lavet en film om en flygtning. Det er lidt ambivalent. Jeg lever i alt det her glamour, samtidig med at filmen er blevet ekstra relevant,« siger han og henviser til den nuværende flygtningekrise i verden.

Men selvom ‘Amin’ ikke er med i Hollywood, er han med digitalt.

»Vi er i kontakt hele tiden. Jeg facetimede med ham for to dage siden. Jeg viste ham rundt, der hvor vi bor. Jeg ville ønske, han kunne være med, men det har jo været præmissen fra starten, at han ikke kunne,« siger Poher Rasmussen, der bor på Nørrebro i København.

Og man finder nok ikke to bydele, der minder mindre om hinanden end Nørrebro og West Hollywood i det solbeskinnede Californien. Men selvom Jonas Poher Rasmussen sætter pris på at være i ‘Englenes by’, har han ikke lyst til at bo her.

Jonas Poher Rasmussen er nomineret til tre Oscars for sin anmelderoste animations-dokumentarfilm, 'Flugt'.
Jonas Poher Rasmussen er nomineret til tre Oscars for sin anmelderoste animations-dokumentarfilm, 'Flugt'. Foto: LAUREN JUSTICE
Vis mere

»Jeg nyder virkelig at bo på Nørrebro, og jeg har min gang der. Men når det er sagt, så kunne jeg godt forestille mig at rykke herover i en periode. Men mit hjem er København,« siger han og forklarer:

»Det er en anden verden herovre. Min distributør ville hyre en bil, for at jeg kunne komme fra huset og herover. Jeg kan altså godt gå de der 200 meter,« siger han og griner.

I det hele taget er Hollywood ikke steget den 40-årige danske instruktør til hovedet. Og det kan han takke sin kone og sine to børn for. I stedet for at bo på hotel i L.A., har han lejet et hus med swimming pool til hele familien.

»Sådan nogle børn er med til at grounde en, fordi de har deres behov. Så kan man være nok så meget på en lyserød sky, men pludselig handler det om noget helt andet. Noget helt nært. Det holder mig på jorden,« siger han.

På søndag går det løs i Kodak-teatret. Og allerede fra morgenstunden bliver der travlt. Der skal prøves tøj og sættes hår, så alting sidder sirligt perfekt på både ham og konen.

»Både min kone og jeg har den danske designer Mark Tan på. Det bliver sendt fra Danmark med FedEx, men det er ikke kommet endnu. Vi må håbe, det kommer inden søndag,« siger han og smiler stort.

B.T. er på pletten til Oscar-prisen på søndag. Vi har både journalister til stede ved festen på Hollywood Boulevard og i Pilestræde i København. Vi sender hele natten.

Husk, du lige nu kan købe et B.T. abonnement - 0 kr. første 2 mdr. ved at klikke her.