Fra den ene dag til den anden kom de fleste danskere pludselig på fornavn med den danske sangerinde Leonora Colmor Jepsen.

Og det kan være overrumplende at forholde sig til, når man endnu blot er 20 år og ikke vant til så massiv opmærksomhed.

Det fortæller Leonora, da B.T. møder hende på en havnepromenade i den israelske storby Tel Aviv, hvor hun som vinder af det danske Melodi Grand Prix skal forsvare de rødhvide farver til dette års Eurovision i denne uge.

»Det var lidt overvældende i starten,« fortæller hun om alle de søgelys, der pludselig blev rettet hendes vej efter sejren i grandprixet i februar.

Sådan så det ud, da Leonora vandt det danske Melodi Grand Prix i Herning i februar.
Sådan så det ud, da Leonora vandt det danske Melodi Grand Prix i Herning i februar. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Dengang var det hele endnu nyt for hende. Også det at tale med journalister.

»Men nu har jeg vænnet mig til det. Nu er det hyggeligt at snakke med journalister, hvor det før var sådan noget: 'Uha, mit hjerte banker',« fortæller Leonora.

Skiftet fra at være et ukendt navn på den danske stjernehimmel til pludselig at se sig omtalt i flere dele af verden, skete nærmest fra den ene dag til det anden, da hun sejrede i Boxen i Herning.

Hun var endt i det danske Melodi Grand Prix, efter hun i sommeren sidste år havde delt en video, hvor hun optræder på sin skole, på sin Facebookprofil.

Den video var der én fra DR, havde havde set, og han skrev derfor en besked til hende, fordi han havde en sang, han gerne ville høre, om hun ville synge.

Da Leonora så beskeden, stod hun midt i sommerferiearbejde:

»Jeg tænkte: 'Kan det virkelig være rigtigt? Er det den rigtige video, de har set?' Jeg blev rigtig glad i hvert fald,« har hun tidligere fortalt til B.T.

Noget tyder på, at DR så helt rigtigt. For nu står hun her.

Midt i Tel Aviv med masser af øjne rettet hendes vej.

Til at hjælpe hende med at håndtere den store opmærksomhed - blandt andet fra pressen - har Leonora og hendes team talt om, hvad det er, hun kan blive spurgt om, forklarer hun.

»Jeg har også skullet lave en masse skriftlige interview, og på den måde bliver man også mere afklaret om, hvad man vil svare, og hvad man har tænkt sig at sige,« fortæller Leonora.

Du kan se Leonora forsvare de rød-hvide farver i den anden semifinale under dette års Eurovision torsdag den 16. maj klokken 21:00 på DR1.