Det er aften, og Birthe ligger i sin seng, mens May forsigtigt putter dynen omkring hende. Beroligende aer hun den ældre kvinde over håret og krammer hende blidt.

»Jeg elsker dig,« siger Birthe.

Uden tøven svarer May: »Jeg elsker også dig.«

Det kunne være et aftenritual mellem en mor og hendes datter. Men Birthe er dement, May Bjerre Eiby er leder af det plejehjem, hvor hun bor, og scenen er taget fra dokumentarfilmen 'Det er ikke slut endnu' om plejehjemmet Dagmarsminde i Græsted.

Leder May Bjerre Eiby har set mange plejehjem indefra – både som medarbejder, som pårørende og som foredragsholder, når hun er ude og fortælle, hvordan hun og hendes personale arbejder på Dagmarsminde. Hun er ikke i tvivl om, at personalet på landets plejehjem for ofte er bange for at røre ved de ældre.

Der er masser af nærvær mellem beboerne og personalet på Dagmarsminde. Foto fra filmen.
Der er masser af nærvær mellem beboerne og personalet på Dagmarsminde. Foto fra filmen.
Vis mere

»Man kan blive angst for berøring og synes, at ældre er ulækre, men hos os giver vi kram og kommer helt tæt på. Vi holder om beboerne i sofaen, aer dem på kinden, og personalet kan finde på at kalde beboere, der godt kan lide det, for både 'skat' og 'min egen'.«

»Alderdom er en fase, som mange er bange for. De ældre er bange for at komme på plejehjem, fordi de frygter, der ikke er hænder til at hjælpe dem. De frygter, at de kommer til at sidde på et værelse dagen lang med en våd ble,« siger May Bjerre Eiby.

Da TV 2 forrige sommer med skjult kamera dokumenterede, hvordan personalet på et plejehjem i Aarhus lod den aldrende Else hænge i en lift, mens personalet talte hen over hovedet på hende, satte det gang i en debat om ældreplejen herhjemme.

Om 25 år vil antallet af borgere over 80 år være fordoblet, så det er relevant at diskutere, hvad vi ønsker af vores hjemmehjælp, plejehjem og plejepersonale.

Leder af Dagmarsminde May Bjerre Eiby. Foto fra filmen
Leder af Dagmarsminde May Bjerre Eiby. Foto fra filmen
Vis mere

På Dagmarsminde insisterer man på at se det enkelte menneske bag demensen, rynkerne og den aldrende krop. May Bjerre Eiby vil bevise, at man kan bedrive ældrepleje på en mere værdig måde, uden at det koster flere penge eller kræver flere hænder.

Der er 12 beboere på plejehjemmet, og til at tage sig af dem, er der to en halv ansat om dagen, to om aftenen og to om natten. Men på tre konkrete områder adskiller Dagmarsminde sig fra andre plejehjem:

  • Beboerne bliver mødt med nærvær og berøring.
  • Plejehjemmet er indrettet som et privat hjem.
  • Stort set al medicin bliver taget fra beboerne.

Når en ny beboer ankommer til Dagmarsminde, bliver deres medicinforbrug revurderet.

»Sammen med vores læge nedtrapper vi de ældre. Målet er at fjerne bivirkningerne,« siger May Bjerre Eiby.

Typisk får demente antidepressiva, beroligende medicin, smertestillende-, blodtrykssænkende- og vanddrivende medicin.

»Bivirkningerne er, at de er meget trætte, indadvendte, initiativløse, har sværere ved at gå og oftere mister balancen,« siger hun.

Medicinen kan også give ondt i maven, så de ældre mister appetitten og får kvalme, hvilket kan føre til, at de bliver underernærede, at deres fordøjelse går i stå, og at de skal have afføringsmedicin – »så kører karrusellen,« som May Bjerre Eiby siger:

»Jo mere medicin de får, des mere er de i forfald. Vi nedtrapper dem for at gøre dem friskere.«

I naturen oplever de ældre, at deres sanser bliver vakt. Foto fra filmen.
I naturen oplever de ældre, at deres sanser bliver vakt. Foto fra filmen.
Vis mere

I Danmark får plejehjemsbeboere i gennemsnit otte forskellige typer af medicin. På Dagmarsminde får beboerne i snit under ét præparat om dagen.

»Diabetesmedicin og krampestillende medicin piller vi for eksempel ikke så meget ved.«

Når medicintågen letter, kan beboerne bedre tage del i det fællesskab, som personalet på Dagmarsminde insisterer på at etablere.

»De begynder at forholde sig til livet. De bliver gladere, mere nysgerrige, de begynder at tage initiativ – og de brokker sig,« siger May Bjerre Eiby.

Det sidste tror hun er årsagen til, at man mange andre steder vælger medicinen til.

»Medicin er blevet en nem knap at trykke på, for der er en usikkerhed blandt personalet om, om man kan klare at passe de ældre uden.«

På Dagmarsminde er personalet sammen med beboerne hele dagen. Der er ikke kaffepauser i personalestuen og frokostpause med kollegerne, derimod spiser de sammen med – og samme mad – som beboerne, og det er til beboerne, at de fortæller om deres børn, eller hvad de skal lave i ferien.

Mens mange plejehjem er indrettet ens – med institutionsmøbler, masser af hjælpemidler og uden for meget nips og pynt, så skal Dagmarsminde ligne og lugte som et hjem.

Dagmarsminde er indrettet som et hjem med blomster på bordene, kunst på væggene og samvær, selvom beboerne er demente. Foto fra filmen.
Dagmarsminde er indrettet som et hjem med blomster på bordene, kunst på væggene og samvær, selvom beboerne er demente. Foto fra filmen.
Vis mere

»Der skal dufte dejligt – af mad for eksempel. Der er altid blomster på bordet, kunst på væggene, tæpper på gulvene og puder i sofaen, og så har vi almindelige sofaer og stole,« fortæller May Bjerre Eiby.

Andre steder er sofaerne højere, og alle møbler har det samme praktiske, blå betræk:

»Indretningen på de fleste plejehjem er meget frygtorienteret. For hvad nu hvis de gamle falder i gulvtæppet? Hvad nu hvis en medarbejder får ondt i ryggen? Det betyder, at man indretter arbejdspladser, mere end man indretter et hjem. Hos os er vi ligeglade med indgroede regler om, at møbler skal kunne betjenes, og det er sjældent, der sker uheld.«

Erfaringen fra Dagmarsminde er:

»De ældre er ikke nær så meget til besvær, som man regnede med, da man indrettede de mere institutionelle plejehjem.«

Vil du se mere fra Dagmarsminde, så gå i biografen eller se med, når TV 2 sender dokumentarfilmen 'Det er ikke slut endnu' torsdag klokken 20.40.