Astrid Lindgrens folkekære børnefigur Pippi Langstrømpe var ikke at se uden sin følgesvend, aben hr. Nilson.

Men skuespilleren, der gjorde verdens stærkeste pige levende på tv, Inger Nilssons, forhold til aben var bestemt ikke idyllisk.

Det røber den i dag 59-årige Inger Nilsson.

»Han (hr. Nilson, red.) fremstår vældig sød og rar, men egentlig var han kun sød mod familien, vi lånte ham fra, som han kendte. Jeg tror, han mistrivedes ret meget på filmsettet,« siger den tidligere skuespiller til den svenske avis Expressen.

Inger Nilsson som Pippi Langstrømpe sammen med aben hr. Nilson.
Inger Nilsson som Pippi Langstrømpe sammen med aben hr. Nilson. Foto: JACOB FORSELL
Vis mere

Pippi Langstrømpe er verdens stærkeste pige, som bor alene i huset Villa Villekulla sammen med den prikkede hest Lille Gubbe og aben hr. Nilsson, mens hendes far sejler på verdens syv have.

Og derfor var begge dyr også med, da Pippi Langstrømpe blev til en tv-serie tilbage i 1969.

Inger Nilsson forklarer, at aben tydeligt var anspændt på settet og ukomfortabel i hendes nærvær.

Faktisk var det så grelt, at produktionen valgte at binde aben fast til pigen med en sele for, at den ikke skulle stikke af.

Inger Nilsson som Pippi Langstrømpe på hesten Lille Gubben.
Inger Nilsson som Pippi Langstrømpe på hesten Lille Gubben. Foto: Pressens Bild
Vis mere

Men det kunne seerne ikke se, for selen var skjult under abens ikoniske trøje, som Pippi Langstrømpe havde iført den.

Når Inger Nilsson tænker tilbage på optagelserne med aben, får hun dårlig samvittighed.

I dag kan hun godt se, at det ikke er en god måde at behandle et dyr på.

Og reaktionen var da også voldsom fra aben, som både 'bed, tissede og sked' på hende hver gang, den fik anledning til det.

Forholdet til hesten, Lille Gubben, var dog meget bedre. Efter optagelserne anskaffede Inger Nilsson sig endda sin egen hest.