Den danske skuespiller Pilou Asbæk har scoret en rolle i den amerikanske film ‘Run Sweetheart Run’ og optager i øjeblikket i Los Angeles.

Og selvom den 36-årige skuespiller har lavet flere internationale produktioner, så er det en drøm netop at optage en film i Hollywood.

»Hvor priviligeret man føler sig, når man får lov til at arbejde med sådan et fantastisk cast, fantastiske Ella Balinska og med sådan et fantastisk hold i Los Angeles! Jeg har altid drømt om at indspille en film her. Hollywood. Tak, Shana Feste, for at få en drøm til at gå i opfyldelse. Jeg er for evigt taknemmelig,« skriver Pilou Asbæk på sin Instagram-profil.

B.T. har været i kontakt med skuespilleren, der dog i øjeblikket ikke ønsker at sætte flere ord på Hollywood-eventyret.

Filmen ‘Run Sweetheart Run’ er af flere amerikanske filmmedier betegnet som en feministisk gyser-thriller og handler om en kvinde, der må flygte gennem Los Angeles fra en date, der udvikler sig voldeligt.

Projektet er endnu et i en efterhånden lang række af udenlandske film og tv-serier, Pilou Asbæk har medvirket i de seneste år.

Ifølge filmredaktør på Soundvenue, Jacob Ludvigsen, er den 36-årige danske skuespiller, der blev uddannet fra Statens Teaterskole i 2008, ved at blive en populær mand blandt udenlandske filmcastere.

»Han er ved at blive en af dem, man ringer til, når man skal have galskab, vildskab og charme. Han er blandt dem, der popper op, når casterne i Hollywood tænker: 'Hvem skal udfylde den her rolle, som har en lidt suspekt europæisk accent, og som er good looking, men har noget gådefuldt over sig',« siger Jacob Ludvigsen.

I filmen Woodshock spillede Pilou Asbæk sammen med Kirsten Dunst.
I filmen Woodshock spillede Pilou Asbæk sammen med Kirsten Dunst. Foto: TIZIANA FABI
Vis mere

Pilou Asbæk har især opnået international opmærksomhed med sin store birolle som den utilregnelige Euron Greyjoy i verdens største tv-serie, Game of Thrones.

Og det er netop de meget vilde, syrede roller, der har givet Pilou Asbæk medvind.

»Han er virkelig god til at spille med de her store armbevægelser, og han har enormt meget udstråling og stjæler billedet på den maniske og uforudsigelige facon,« forklarer Jacob Ludvigsen.

Selvom cv’et efterhånden tæller adskillige internationale projekter og samarbejder med stjerner som Kirsten Dunst og Scarlett Johansson, er der dog et stykke vej til de helt store Hollywood-stjerner og samme niveau, som eksempelvis skuespiller Mads Mikkelsen har nået.

I 2017 medvirkede Pilou Asbæk i Ghost in the Shell med blandt andet Scarlett Johansson.
I 2017 medvirkede Pilou Asbæk i Ghost in the Shell med blandt andet Scarlett Johansson. Foto: PATRICK KOVARIK
Vis mere

»Pilou har det, der skal til, for at få større roller, men det, han mangler nu, er at få det helt store stempel. Det er stadig små film, han er med i, og han skal lige ramme den film eller serie, der er rigtig stor. Mads Mikkelsen har eksempelvis været med i både James Bond-, Marvel- og Star Wars-film, og så bliver det ikke større,« siger Jacob Ludvigsen.

Herhjemme er Pilou Asbæk kendt som en skuespiller, der ikke er bange for at lave sjov, og han er tit rap i replikken på sociale medier.

Og de karaktertræk skal man bestemt heller ikke underkende, når det gælder spillet om Hollywood.

»Han gør indtryk, for han er karismatisk, og der er gang i ham. Han er en lille smule damp, og det kan i nogle tilfælde sagtens give ham det sidste trumfkort, når en instruktør skal vælge mellem to kandidater,« siger Jacob Ludvigsen.