Skuespiller Pilou Asbæk trådte i 2008 stort set direkte ud fra Teaterskolen og ind i danskernes bevidsthed som et af dansk film og tv's nye store navne.

'Borgen', 'Kapringen' og 'R' var blot nogle af de projekter, der hurtigt gjorde skuespilleren til en, der var på alles læber. Men på toppen sagde han farvel til det hele.

»Jeg var så fucking privilegeret – undskyld jeg bander – at få alle priserne og al opmærksomheden. Jeg fik mit gennembrud med det samme og blev folkelig med 'Borgen' og fik kunstnerisk anerkendelse med 'R',« siger Pilou Asbæk og tilføjer:

»Det var da rart med en bekræftelse i starten af karrieren, og jeg var bare sådan: Juhuuu’,« siger skuespilleren og hæver armene over hovedet som i en sejrsrus.

Fra 2010 til 2015 medvirkede Pilou Asbæk i intet mindre end 10 danske film, og dertil kom tv-serierne. Skuespilleren var her, der og alle vegne, men han vidste, at det kunne vende.

»Jeg havde hørt mine kollegaer fortælle om den stilhed, der kan komme,« siger Pilou Asbæk, der derfor tog en beslutning om at sige stop i Danmark.

»Jeg tænkte, at hvis jeg skal blive ved med at underholde folk, så bliver jeg nødt til at fjerne mig selv fra det danske marked i en periode og satse på udlandet,« siger Pilou Asbæk og tilføjer:

»For når vi danskere laver noget i udlandet, får vi lidt opmærksomhed herhjemme, men vi forsvinder også lidt ud af folks bevidsthed, og det er positivt, hvis folk skal genopdage lysten til at se mig.«

Pilou Asbæk fik sit folkelige gennembrud i tv-serien 'Borgen'.
Pilou Asbæk fik sit folkelige gennembrud i tv-serien 'Borgen'. Foto: Esben Salling
Vis mere

Springet til udlandet gik som bekendt godt, og Pilou Asbæk har de seneste år medvirket i flere udenlandske film og som bekendt hitserien 'Game of Thrones'.

I kølvandet på seriens afslutning tager skuespilleren nu lidt fri, inden han i slutningen af året kaster sig over et dansk projekt. Pilou Asbæk mener selv, at hans bedste arbejde indtil videre er det, han har lavet i Danmark, men drømmen om de store, komplekse roller i udlandet lever stadig.

»Nu må jeg arbejde mig derhen i udlandet, hvor jeg får mulighed for at vise det, jeg har vist i Danmark og Europa med 'Borgen' og andre ting. Men det tager tid. Det er som ludo. Man bliver hele tiden slået tilbage til start. Det er opslidende og hårdt, men det er også nødvendigt for det, jeg ønsker at skabe med min karriere,« siger Pilou Asbæk.

Skuespilleren tager sprogtimer i amerikansk og engelsk for at blive bedre til at tale sproget uden accent.

»I det sekund, du har lidt accent, kan du ikke være helten i amerikanske film. Jeg skal lære at tale flydende britisk og amerikansk. Det er ikke mine spidskompetencer, så jeg har taget sprogtimer de sidste tre år,« siger den 37-årige skuespiller, der ikke lægger skjul på, at han ikke synes, dén del af skuespilgerningen er den mest spændende.

I kampen om de internationale roller må Pilou Asbæk også konkurrere med sine egne landsmænd. Han har samme manager som blandt andre Roland Møller og Mads Mikkelsen.

»Der er en ting, der er stensikkert: Ingen får tilbudt noget før Mads Mikkelsen,« griner Pilou Asbæk og tilføjer:

»Men han er 17 år ældre end mig, så jeg skal nok nå det.«