»Det var så fantastisk en oplevelse. Jeg er jo kæmpe fan af Kongehuset. Hun er mit store idol!«

Pia Bast glemmer aldrig sit møde med dronning Margrethe.

Den 62-årige pensionist fra Albertslund har fulgt det danske kongehus tæt hele livet, og derfor var hun med egne ord nærmest i chok, da hun i efteråret fik at vide, at hun var blevet udvalgt til at møde dronning Margrethe i forbindelse med DR-programmet 'Danskerne interviewer Dronningen'.

Tilbage i foråret 2020, da dronning Margrethe fyldte 80 år, udskrev DR en konkurrence, hvor 18 'almindelige' danskere ville få lov til at møde Dronningen og stille hende et spørgsmål.

Pia og Dronningen.
Pia og Dronningen. Foto: DR
Vis mere

Coronakrisen udskød imidlertid tv-optagelserne, og derfor havde Pia Bast glemt alt om konkurrencen, da DR-vært Kåre Quist 12. november 2021 pludselig stod foran hendes hoveddør og sagde, at hun skulle møde Dronningen på Fredensborg Slot.

»Jeg var ved at dø,« griner Pia Bast, der straks skyndte sig at købe nyt tøj og nå til frisør inden den store dag.

Spørgsmålet, som Pia Bast var blevet udvalgt på, lød 'Hvad har været den største oplevelse i Deres voksne liv'?

Dronningen svarede – som Pia Bast havde forudset – 'mødet med prins Henrik', 'oplevelsen på Christiansborg i 1972, da hun blev udråbt som dronning', og de to gange, hun er blevet mor.

Prins Henrik og dronning Margrethe (dengang greve og prinsesse) i Københavns Lufthavn 1966.
Prins Henrik og dronning Margrethe (dengang greve og prinsesse) i Københavns Lufthavn 1966. Foto: ALLAN MOE
Vis mere

Pia Bast fortæller, at dronning Margrethe var så god til at skabe en tryg stemning i rummet, at hun fandt mod til at improvisere et ekstra spørgsmål om, hvorvidt Dronningen stadig står på ski.

»Hun gjorde mig så rolig. Det var som at sidde og snakke med min mor eller farmor. Hun er det mest ydmyge, skønne menneske. Når du kommer ind ad døren, har hun øjenkontakt med dig fra start til slut. Det er jo fuldstændig uhørt, at man overhovedet kan komme ind til Dronningen,« fortæller Pia Bast, der nåede at stille endnu et spørgsmål, som ikke blev vist på tv.

»Jeg spurgte også, hvordan det er at være farmor. Jeg har selv fem skønne børnebørn, så det snakkede vi lidt om. Hun sagde blandt andet, at hun var lidt ked af, at hun ikke så sine egne så meget.«

Pia Bast vurderer, at hun fik seks-syv minutter med Dronningen og tilføjer, at optagelserne på Fredensborg Slot varede fra 11-tiden til halv 6 om aftenen.

Pia Bast.
Pia Bast. Foto: Privatfoto
Vis mere

Hun beskriver det som 'den fedeste oplevelse', hvor dagen blev toppet til sidst med et fælles gruppebillede med Dronningen.

»Jeg fik endda lov til at stå lige bag ved hende på billedet, så det kunne ikke blive bedre,« fortæller Pia Bast, der sad i lørdags og så programmet med sin familie.

»Det var meget meget rørende at se. Tænk, at jeg har været så heldig at opleve det.«

Hvis hun får chancen for at tale med Dronningen igen, har hun et par spørgsmål, som hun i dag gerne ville have stillet.

»Jeg vil gerne vide, hvordan hun tacklede, at danskerne ikke var særlig rare mod Henri. Det må have været så forfærdeligt. Især da han blev syg,« fortæller hun.

»Jeg vil også gerne høre, hvordan det kan være, at hun havde et så specielt bånd til sin far,« fortæller hun videre og tilføjer, at hun håber at få et glimt af Dronningen, når kongefamilien fredag deltager i en ceremoni i Roskilde Domkirke for 50-året for Frederik 9.s død.