'Til sommer 2023 har jeg valgt at stoppe efter ti år som dirigent for DR Pigekoret. Det har været ti fantastiske år med mange uforglemmelige koncerter og oplevelser.'

Sådan skriver Phillip Faber i et opslag på Instagram, hvor han for første gang sætter ord på sin exit fra DR Pigekoret.

I sidste uge kom det frem, at chefdirigenten takker af fra sommer næste år.

»Koret og dets udvikling har fyldt meget i mit liv, og jeg selv har udviklet mig enormt på rejsen,« sagde han i en pressemeddelse fra DR.

Den afgående chefdirigent opnåede i 2020 under den første coronanedlukning nærmest stjernestatus med sit program 'Morgensang med Phillip Faber' på DR1. En status der, 'for guds skyld' ikke måtte stige den 38-årige komponist til hovedet, som han tidligere har fortalt til B.T.

Selvom der stadig er lidt over seks måneder til hans exit, understreger Phillip Faber i opslaget, at han er taknemmelig for alle de oplevelser, han har haft med pigekoret.

Årsagen til Fabers exit er, at han selv mener, det er tid til at søge andre veje musikalsk.

De kommende sæsoner skal Faber ud og dirigere med landsdelsorkestre, komponere bestillingsvæker, men han fortsætter med at være tilknyttet DR, skriver han.

»Både som gæstedirigent for DR Vokalensemblet, bl.a. ved deres traditionsrige julekoncerter i 2023, og som vært – til december i år er jeg vært på to juleprogrammer på DR1, og 'Den Klassiske Musikquiz' vender tilbage med en ny sæson næste år.«

Der er endnu ikke fundet en afløser til stillingen som chefdirigent for DR Pigekoret.