Siden sit farvel til FCK har Nicklas Bendtner forholdt sig mere eller mindre tavs.

Ikke kun for pressen og omverdenen, men også derhjemme, fortæller kæresten Philine Roepstorff i tredje afsnit af DPlay-serien 'Bendtner og Philine'.

»Jeg tror, det har gjort mere ondt på Nicklas, end han lige indrømmer og siger. Men jeg tror ikke, det er, fordi han spiller skuespil overfor mig eller de andre, der er tæt på ham. Jeg tror, det er for ham selv,« siger hun og fortsætter:

»Jeg tror, han lægger låg på det hele, og så tager han det ud ved nogle lidt dumme ting. Det er selvfølgelig også en måde at komme videre på. Men der er bare altid nogle andre, der betaler, hvis man ikke selv tager ansvar for, hvordan man har det.«

I programmet sætter han også selv en smule ord på sin afsked med holdet.

»For dem er det jo bare endnu en spiller, de siger farvel til - ligesom det er i alle andre fodboldklubber. De er jo ikke klar over, at det kan betyde mere for mig og lige nøjagtig den situation, jeg står i.«

Nicklas Bendtner blev præsenteret som FCK-spiller i starten af september, hvor meldingen lød, at han ville være på kontrakt resten af 2019. En kontrakt, der altså ikke blev forlænget.

Du kan komme helt tæt på fodboldspilleren og hans kæreste i 'Bendtner og Philine' på Dplay. Der kommer nyt afsnit hver torsdag.