»Det er stadig en kæmpe hemmelighed, at jeg eksisterer.«

45-årige Peter Skarregaard var tre måneder gammel, da han blev adopteret væk til en familie i Danmark. Hans biologiske mor i Sri Lanka kunne ikke beholde ham.

Da hun var 24 år, blev hun ved et uheld gravid uden for ægteskabet, og det var dengang - og er desværre fortsat - meget skamfuldt i den sydasiatiske østat.

En aften så han filmen Lion, hvor en australsk mand, der er adopteret fra Indien, forsøger at finde sin biologiske familie. Det gjorde trangen til at kende sit eget ophav så stor, at han endte med at melde sig til DR-programmet 'Sporløs'.

Peter Skarregaard er mandag aften hovedpersonen i 'Sporløs'.
Peter Skarregaard er mandag aften hovedpersonen i 'Sporløs'. Foto: Preben Hjorth
Vis mere

44 år efter han kom til Danmark.

»Det skulle gøres, før det var for sent. Det føltes nærmest livsnødvendigt for mig,« siger Peter Skarregaard, da B.T. taler med ham

Det skulle vise sig ikke at være helt let. Når man får et barn som en ugift kvinde, så bliver der gjort meget for at slette så mange spor som muligt.

»Bliver det afsløret, så vil hun blive udstødt,« forklarer Peter Skarregaard.

Sådan så det ud, da Peter Skarregaards adoptivfamilie hentede han i Sri Lanka.
Sådan så det ud, da Peter Skarregaards adoptivfamilie hentede han i Sri Lanka. Foto: Privatfoto
Vis mere

Men som du måske har set i programmet, så lykkedes det.

»Jeg kunne ikke have ønsket eller forestillet mig noget bedre,« siger en glad Peter Skarregaard.

Han kunne både genkende sig selv i hendes ansigt og i den måde, hun var på.

»Undskyld søn,« havde hun flere gange sagt til ham.

»Men jeg sagde, at hun ikke skulle sige undskyld, for jeg ville bare gerne møde hende - fortælle min historie og høre hendes,« siger Peter Skarregaard.

Selvom han i programmet måtte forberede sig på, at det måske blev første og eneste gang han så sin biologiske mor, så er det faktisk endt lidt anderledes.

»Jeg har stadig kontakt til min biologiske mor - al kontakt går gennem min biologiske onkel,« siger han og fortsætter:

»Han er formentlig en af de eneste, der ved noget om mig.«

Lille Peter Skarregaard kort efter han mødte sin adoptivfamilie for første gang.
Lille Peter Skarregaard kort efter han mødte sin adoptivfamilie for første gang.
Vis mere

Nu håber Peter Skarregaard bare, at han kan nå til Sri Lanka og besøge sin biologiske mor, før det er for sent.

»Jeg vil rigtig gerne tilbage, og så vil jeg gerne have min kæreste, søn og hendes to piger med.«

Han vil gerne vise sin søn, hvor han kommer fra.

'Sporløs' bliver sendt på DR1 hver mandag kl. 20.00 og kan streames på DR.DK/TV.