Selv om kollegerne syntes, at han lavede 'den ringeste journalistik', da han fra 1997 til 2005 var vært på 'Lægens bord', så er Peter Qvortrup Geisling klar til et comeback.

Og det er heldigt.

Efter at han for nylig igen satte sig ved 'lægens bord' for en kort bemærkning, kan B.T. nemlig overbringe ham nyheden om, at der nærmest er folkekrav om, at han bliver siddende.

Og Peter Qvortrup Geisling lytter til danskerne. Så meget, at han endda overvejer at puste nyt liv i et særlig udskældt indslag fra det gode gamle 'Lægens bord'.

Peter Qvortrup Geisling i 'Lægens bord'. En gammel klassiker, som er blevet vækket til live under den aktuelle epidemi.
Peter Qvortrup Geisling i 'Lægens bord'. En gammel klassiker, som er blevet vækket til live under den aktuelle epidemi. Foto: DR
Vis mere

Det var tv-lægen selv, der foreslog DR at genoplive hans 15 år gamle tv-program i en corona-udgave. Ideen kom til tv-lægen om natten.

En torsdag i marts var Peter Qvortrup Geisling pludselig lysvågen klokken fem om morgenen. Det plejer han ikke. Han er B-menneske.

Men så slog det ham, at han var blevet vækket af en åbenbaring. 'Vi hiver en gammel traver ud af stalden'.

»Men jeg kan jo ikke ringe til mine chefer klokken fem. Så jeg ringede klokken otte, og så kørte vi samme aften,« fortæller Peter Qvortrup Geisling.

Peter Qvortrup Geisling med direktør for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, i 'Lægens bord'.
Peter Qvortrup Geisling med direktør for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, i 'Lægens bord'. Foto: DR
Vis mere

Heldigvis er setuppet forholdsvis enkelt. Klokken 18.50, mens vejret er på, har man 10 minutter til at rulle et bord og et par stole ind i 'TV Avisens' studie, som for en aften bliver omdannet til tv-lægens konsultationslokale.

I en måned har Peter Qvortrup Geisling dagligt haft eksperter inde for at svare på seernes spørgsmål om coronavirus, men for nylig er der blevet droslet ned, så 'Lægens bord' nu kun er et ugentligt program.

Men i en YouGov-undersøgelse, som er foretaget for B.T., viser det sig, at der nærmest er folkekrav om, at programmet fortsætter - også når corona-epidemien en dag er overstået.

Her svarer hele 64 procent af de danskere, der angiver, at de har set 'Lægens bord', at programmet bør fortsætte efterfølgende og behandle sundhed og sygdom i bred forstand.

Kun 11 procent ønsker ikke et comeback til programmet, mens resten er ligeglade.

»Jeg er frisk!« siger Peter Qvortrup Geisling, da han hører om resultatet.

»Det kan være, jeg skal gå til ledelsen og spørge. Hvis cheferne synes, vi har fat i et eller andet, så kan vi sagtens gøre det. Men det skal komme fra toppen,« siger han.

»Men det vigtigste i DR er jo ikke, hvad vi selv synes. Det er at være der, hvor danskerne er, og hjælpe dem til selv at navigere i sundhedsjunglen.«

Peter Qvortrup Geisling har altid været på seerens side, mener han.

Da det oprindelige 'Lægens bord' havde premiere i 1997, var det med et fast indslag, der hed 'Månedens buket'.

»Jeg kan hilse og sige, at de hardcore nyhedsjournalister syntes, det var det ringeste journalistik. At jeg sad der og interviewede læger uden at gå kritisk til dem, og at jeg gav en buket blomster til en i sundhedsvæsenet, der havde gjort det særlig godt,« siger han.

»Men det var det, seerne bedst kunne lide, og så var jeg ligeglad.«

Om 'Månedens buket' skal gøre comeback under coronakrisen, er Peter Qvortrup Geisling ikke afvisende overfor.

»Der er mange at sige tak til. Sosuerne i hjemmeplejen, intensivsygeplejerskerne på corona-afsnittene. Eller naboer og venner, der hjælper med madlavning og hundeluftning. Så det er bestemt noget, jeg selv har sovet lidt på,« siger han.

»Indtil videre har vi fået så mange seerspørgsmål, at vi har taget udgangspunkt i det. Men jeg vil ikke afvise, at buketten bliver genoplivet også.«

'Lægens bord - corona' sendes torsdage på DR1.