Den folkekære Peter Palland, der har tryllebundet tusindvis af danskere med sin nu afdøde ven Morten Jensen, gav et rørende interview til TV 2's 30 års jubilæum, der blev vist på kanalen lørdag aften.

»Vi var har haft nogle gode oplevelser sammen. Vi var i Italien og besøge Martin (fodboldspilleren Martin Jørgensen, red.). Vi var også i Tyskland og samle ind til Downs syndrom,« sagde Peter Palland, da han blev spurgt om sin gamle makker Morten Jensen.

Peter Palland var tydeligvis rørt under interviewet, og da han blev spurgt om, hvorvidt han havde været ked af det efter vennens død, sagde han:

»Jeg ved godt, at det er svært, men vi må ikke give op. Vi bliver nødt til at komme videre.«

Og så fik Peter Palland, der lider af Downs syndrom, også lige fortalt om dengang, hvor han blev spurgt om en selfie af selveste Lars Løkke Rasmussen.

Morten Jensen og Peter Palland debuterede i programmet »Er jeg da helt gak, mor?«, der første gang blev vist i 1991.

Sammen med veninden Anna Ahleson blev de spottet i en svømmehal af sportsjournalisten Nick Horup, der besluttede sig for at lave et program om de tre. Det blev begyndelsen på 20 års samarbejde, der førte til talrige udsendelser om det populære makkerpar med down syndrom. Blandt andet: »Er jeg stadig gak gak, mor? (1995), »Ikke helt gak« (2000), »Morten og Peter vender tilbage« (2002) og »Gak gak i køkkenet« (2006).