Aflyses årets Cannes Filmfestival i maj på grund af spredningen af coronavirus, kan det få alvorlige økonomiske konsekvenser for det danske filmselskab Zentropa, lyder det fra Peter Aalbæk.

»Det er der, vi måske tjener to tredjedele af året ind igen. Jeg tror ikke, Zentropa går nedenom og hjem, men vi kommer fandeme til at suge på lappen,« lyder det fra den 63-årige producer.

Årets store franske filmfestival afholdes fra den 12. til 23. maj.

Peter Aalbæk, der især med Lars von Triers film under armen igennem årene har brugt festivalen til at få solgt Zentropas produktioner til hele verden, skyder på, at Cannes hvert år samler 50.000 filmfolk fra 120-130 forskellige lande – og dermed er han ikke særlig optimistisk.

»Jeg tror desværre, det bliver aflyst. Man kan slet ikke forestille sig så mange samlet på så få kvadratkilometer.«

Zentropa har allerede købt hotelværelser for 14 dage til 20-25 medarbejdere i Cannes, som de nu risikerer at brænde inde med.

Derudover har de tre danske film på vej, som er tiltænkt en rolle på festivalen.

»Vi håber jo meget på, at vores nyeste film, Thomas Vinterbergs 'Druk', Anders Thomas Jensens 'Retfærdighedens ryttere' og Christoffer Boes 'Smagen af sult' kunne komme med på festivalen. Det ved vi ikke noget om endnu, men det vil jo være skrækkeligt, hvis en af dem er gode nok, og festivalen så bliver aflyst. En films salgsværdi kan jo stige med 500 procent på Cannes.«

Peter Aalbæk påpeger vigtigheden ved at kunne sidde foran sine potentielle købere. Han har svært ved at forestille sig et ligeså godt filmsalg, hvis det skal foregå over en Skype-forbindelse.

»Man sælger bedst ved at sidde ansigt til ansigt Vi skal kunne vise lidt af filmen, sweettalke køberne og lokke dem til at skriver under. Det er en lang danseproces over tre-fire dage. Så ud over at stå med en stor hotelregning skal vi også finde en anden løsning på at sælge filmene.«

Aflyses årets Cannes filmfestival, skubber det med Peter Aalbæks vurdering mindst et halvt års indtægter. Derudover frygter han generelt for filmindustrien.

»Hvis verdensøkonomien ramler, er vi også bange for de salg, vi allerede har lavet, og de udbetalinger, der måske udebliver eller forsinkes. Gudskelov er vi ikke selv i produktion med noget lige for tiden.«

Han uddyber:

»Vi er lige blevet færdige med at lave den nye Anders Thomas Jensen-film. De er lige kommet hjem fra udlandsoptagelser. Der er jo filmhold, der sidder fanget i Tjekkiet og nærmest er nægtet udgang, fordi der ikke er nogen forsikring, der dækker det her. Hvis du lukker en filmproduktion ned, koster det cirka 250.000-300.000 kroner om dagen i tab. Det kan vælte et selskab.«

Peter Aalbæk fortæller, at de har været i kontakt med flere forsikringsselskaber om den aktuelle situation. De vil ikke dække eventuelle tab.

»Det er jo force majeure. Og det vil også lægge forsikringsselskaberne ned.«

Den 31. marts skulle der have været premiere på den nye James Bond-film 'No Time To Die'.

Den har man valgt at udskyde til november, da færre går i biografen lige nu på grund af frygt for smitte af coronavirus.

Samme tanker lufter man lige nu i Zentropa, hvor Thomas Vinterbergs kommende film 'Druk' med Mads Mikkelsen i hovedrollen står til premiere i august.

»Vi snakkede i aftes om at skubbe alt fire-fem måneder. Det skal vi til at finde ud af.«