Corona-pandemien, som hærger verden over, har en stor betydning for filmindustrien, og nu er filmfestivalen i Cannes blevet aflyst. Noget, Peter Aalbæk beskriver som katastrofalt.

Han forklarer, at det er på den franske festival, at de normalt henter deres overskud hjem, og derfor har det så stor en konsekevens, at den ikke er der i år. Han fortæller om fremtidsudsigterne.

»Jamen lige nu er der ingenting at gøre. Der er ingenting at lave,« lyder det fra ham. Noget, han beskriver som ekstremt frustrerende.

»Der er simpelthen ikke noget værre. Det hele er et stort rod, og så er det tortur, at man er uvirksom.«

Peter Aalbæk siger, at de havde gode ting, som de skulle have præsenteret på årets festival, og selvom, han ser frem mod juni og juli i håbet om, at filmindustrien kan genopstå af asken, så er der ikke noget, der kan erstatte Cannes.

Der er ikke nogle andre store begivenheder, hvor de på samme måde kan få lavet handler.

»Der kan man jo bare se, hvor skrøbeligt, det hele er,« lyder det fa ham.

Ifølge Aalbæk er tabene i filmindustrien så store, at der allerede er filmselskaber, som må dreje nøglen rundt.

»Nu nytter det ikke at være så kæk, som jeg plejer at være. Det er jo ellers sådan, at jeg har klaret mig igennem mange gange,« lyder det om situationens alvor.

Peter Aalbæk understreger dog til sidst, at det aldrig er synd for filmindustrien, som han normalt ville kalde privilligeret.

Han siger desuden, at selvom der vil blive lavet meget færre film det næste år, så er han ikke nervøs for kunsten, som med hans ord 'altid stortrives, når der er krise'.

Peter Aalbæk var med til at stifte Zentropa og besidder rollen som udviklingsproducer.