Frygten for at blive afvist ligger i os alle.

Derfor er der heller intet unormalt i, at Luna Elmkjær reagerer, som hun gør, efter at være blevet afvist af Anders Pilemand.

Hendes situation bliver naturligvis kun yderligere sårbar, fordi den 51-årige kvinde i sin rygsæk blandt andet bærer arrene fra en depression.

Men den ydmygelse, hun føler efter afvisningen, er helt og aldeles menneskelig, fortæller parterapeut Christiane Meulengracht.

»Det føles skamfuldt, for så er man ikke god nok og værdig. Det er muligvis en af de sværeste følelser overhovedet.«

I bund og grund handler det om, at vi mennesker er flokdyr.

»Det er en følelse, der bliver aktiveret, fordi vi frygter at blive udstødt,« fortæller hun og fortsætter:

»Koblingen af afvisning og ydmygelse er meget nær og ligger hos os alle. Mange er bange for at få et nej. Man tør ikke vise, hvor glad man er for nogen, hvis nu pågældende ikke gengælder følelsen.«

Anders og Luna fortsætter bryllupsrejsen efter dramaet.
Anders og Luna fortsætter bryllupsrejsen efter dramaet.
Vis mere

Hun understreger, at Luna Elmkjærs situation kun bliver yderligere sårbar, fordi der er kamera på. Parterapeuten holder sig dog ikke tilbage med at rose 'Gift ved første blik'-deltageren for sin håndtering af situationen.

Særligt er det godt, at Luna Elmkjær efterfølgende har fået hjælp til at håndtere sine følelser.

Nøgleordet er nemlig hjælp. Både fra dem, vi kender, og fra professionelle, fortæller parterapueten, der anerkender, at det lyder en smule selvpromoverende.

»Venner og familie kan være verdens bedste støtte. Det er bare ikke altid, de kan finde ind til smerten, fordi de vil os det bedste og bevare vores indbyrdes forhold.«

Det kan en professionel. En professionel kan hjælpe med at gennemskue vores adfærdsmønstre, sådan at vi kan lære at reagere på dem.

Allervigtigst er det dog, at vi ikke tager afstand fra vores følelser.

»Vi er alle super sårbare, og vi har forskellige måder at håndtere vores sårbarhed på. Det, der er vigtigt, er, at vi ikke arbejder på ikke at være sårbare, men i stedet arbejder mod at turde at være i vores sårbarhed,« forklarer Christiane Meulengracht og afslutter:

»På mange måder er Luna en gave, fordi hun tør vise danskerne sårbarheden.«