Teitur løfter nu sløret for, hvorfor den store gruppe havde besluttet, at det skulle være Cecilie og ikke Mike, der skulle forlade hotellet.

Det var en såret og følelsesladet Cecilie, der i gårsdagens afsnit af ‘Paradise’ måtte forlade hotellet. Camilla, Jonass, Teitur, Helena og Klara skulle beslutte, om det var Cecilie eller Mike, der fik lov at blive på det luksuriøse hotel, og det desværre for Cecilie støttede samtlige af de andre Mike.

Der var ingen tvivl om, at hun efterfølgende var meget skuffet, da hun havde regnet med, at i hvert fald Camilla, Jonass og Teitur, som var repræsentanter fra den store gruppe, ville have haft hendes ryg og ønsket hende inde på hotellet. Under afsnittet var det dog også tydeligt, at især Teitur og Jonass overvejede meget at lade Cecilie blive, men alligevel endte det med, at den store gruppe havde taget en fælles beslutning om at sende Cecilie hjem.

Nu forklarer Teitur om begrundelsen bag deres valg:

'Jeg var i tvivl om, hvor jeg havde Cecilie, men jeg overvejede at beholde hende, fordi det er altid er en fordel for os fyre, at der er flere piger end drenge på hotellet. Men jeg valgte at beholde Mike, fordi at jeg viste, at jeg kunne bruge ham i spillet,' forklarer Teitur og tilføjer, at det var en holdning som resten af hans gruppe også delte.

'Ingen vidste, hvor Cecilie stod, inklusiv hende selv, og derfor var vi nervøse for at have hende på hotellet, når nu Mike helt sikkert stod i vores gruppe,' forklarer han.

Det er dog ikke kun Cecilie, der kommer til at forlade hotellet i denne uge. I aften står en fyr nemlig uden partner til parceremonien. Find ud af, hvilken af fyrene der skal forlade ‘Paradise’, i aften klokken 22.00 på TV3 og Viaplay.

Artiklen er bragt i samarbejde med Realityportalen.dk.