Sheena havde besluttet sig for ikke at dele det med nogle. Men noget fik hende til at skifte mening.

'Nu deler jeg noget, som jeg ikke ville dele til at starte med.'

Sådan begynder Sheena fra dette års ‘Paradise Hotel’ sit seneste opslag på Instagram. Tidligere har hun afsløret, at hun tidligere har været gift, men denne gang omhandler det noget helt andet, som stod på for fem år siden.

'Jeg vejede 15 kilo mere, end hvad jeg gør nu. Jeg havde det elendigt med min krop på daværende tidspunkt, og jeg syntes, alt tøj var grimt til mig. Jeg havde ingen selvtillid, hvor andre ting også spillede ind – min vægt var mit største issue,' skriver Sheena videre i opslaget.

24-årige Sheena gjorde sig bemærket på ‘Paradise Hotel’ med sit smukke, mørkglødet ydre, som faldt i god smag hos især Daniel. Til gengæld måtte hun også igen og igen forsvare, at hun ikke var “blank”, når det gjaldt det taktiske spil, og her udviste hun på intet tidspunkt tegn på et dårligt selvværd.

Nu er hun nemlig blevet stærk nok til, at hun tør fortælle om den svære tid. Men først nu.

»Før syntes jeg, at det var pinligt at dele det med andre, men det er det jo slet ikke. Mange mennesker går igennem sådan en periode, hvor man har følt sig lidt forkert på en eller anden måde,« siger Sheena til Realityportalen.

Blev mere og mere syg

‘Paradise Hotel’-baben har valgt at dele sin fortid med et dårligt forhold til sin krop, da hun oplever, at det er et problem blandt mange unge piger. Derfor vil hun med sin historie vise, hvor skadeligt det kan være, når en slankekur løber løbsk.

Det var nemlig, hvad der skete for hende selv, og det hele begyndte, fordi Sheena sammenlignede sig med modeller og andre piger på sociale medier.

'Jeg spiste faktisk ikke en skid, for at sige det ligeud. Det gik meget hurtigt, og folk omkring mig kommenterede, at jeg havde tabt mig alt for meget. Ikke nok med det, så blev jeg også mere og mere syg. Mit immunforsvar var blevet svagt på grund af manglende næring,' skriver Sheena om den tilstand, hun til sidst var endt i.

Hun blev aldrig diagnosticeret med en spiseforstyrrelse og kunne heldigvis med hjælp fra lægen bryde ud af den onde cirkel og begynde at have fokus på sundhed.

Det medvirkede til, at hun tog lidt på igen og blev vegetar, som hun er i dag.

Hun er i dag taknemmelig for, at det aldrig nåede at gå alvorligt galt.

Sheena selv mener heller ikke, at hun udviklede en decideret spiseforstyrrelse.

»Men jeg oplevede en forvirring, og det kunne sagtens have udviklet sig dertil, hvis ikke jeg indså nogle ting. Jeg har det helt fint i dag og håber, at jeg med mit opslag kan hjælpe andre piger, som kan relaterer sig til min situation dengang.«

Artiklen er bragt i samarbejde med Realityportalen.dk