Den tidligere politiker er med, når jubilæumssæsonen af 'Vild med dans' løber over skærmen 22. september.
Det bekræfter det tidligere SF-folketingsmedlem Özlem Cekic til Ekstra Bladet.
»Ja det er rigtigt, at jeg stiller op i programmet, og det gør jeg blandt andet, fordi jeg gerne vil have en muslimsk kvinde med ind i den type underholdningsprogram,« udtaler hun.
Özlem Cekic arbejder i dag som foredragsholder.
Og dermed er den 47-årige altså den første nydanser, der er blevet afsløret til den 20. sæson.
»Ja, vi er værter igen i år – det tænker jeg godt, jeg må sige,« har Sarah Grünewald udtalt til B.T.
»Jeg kan simpelthen ikke lade være. Det er så dejligt et program at lave, og når man får lov at få det på afstand, så savner man det bare,« forklarede hun om, hvorfor hun har valgt at takke ja til endnu en tur i manegen.