»Du ser helt angst ud,« siger Gorm Wisweh til Hella Joof i Københavns Lufthavn.

De skal sammen med fire andre kendte danskere og den dobbelte OL-guldvinder i sejlsport Jesper Bank sejle 5.000 kilometer over Atlanterhavet i en sejlbåd.

»Første gang, der var nogen, der luftede den her idé, så tænkte jeg: 'Hold kæft, det er en god idé, men det tør jeg overhovedet ikke',« siger Hella Joof.

Men nu står forfatter og filminstruktør Hella Joof altså i lufthavnen. Lidt nervøst fumler hun med en bæltetaske, før de skal tjekke ind og på et fly til Grand Canaria, hvor båden sejler fra.

Det svageste led

Og det er da heller ikke helt uden grund, at den 52-årige forfatter er nervøs. Det er nemlig en både fysisk og psykisk krævende tur, hun skal ud på - og hun er alderspræsident.

»Hella vil nok være den af de seks, der fysisk bliver udfordret mest,« siger Jesper Bank, der skal vejlede og hjælp de seks kendte under turen.

Med på turen skal Hella Joof, skuespiller Sus Wilkins, blogger og dj Christel Pixi, kok Gorm Wisweh, skuespiller Nicolaj Kopernikus og tv- og radiovært Peter Falktoft.

Hella Joof og reste af holdet fra progammet "Over Atlanten".
Hella Joof og reste af holdet fra progammet "Over Atlanten". Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Tre dage før båden sejler ud af kajen, skal de kendte se, hvordan deres hjem de næste tre uger ser ud.

»Når jeg kommer ned på båden, tænker jeg: 'Det skal nok blive godt det her',« siger Hella Joof.

Hun klør sig lidt nervøst i håret.

»Men jeg kan til gengæld godt mærke, at jeg får sådan en akut - ikke diarre - en diarre-følelse. Jeg får en lille mavekrampe.«

Og det er ikke første gang, hun mærker noget aktivitet i maven. Også under gennemgangen af sikkerheden på skibet mærker hun noget, der rumsterer. Nu bliver det lige pludselig alvor.

Fra luksus til praktiske nødvendigheder

Hun og Peter Falktoft er de første, der skal vælge en seng.

»Jeg er et kæmpe luksusdyr. Jeg kan bedst sove på en kæmpestor madras. Jeg kan mærke en ært, selvom jeg ligger på 20 edderdunsdyner,« siger hun.

Hun er ikke helt tilfreds, men som man kender Hella Joof bedst, så holder hun humøret højt, mens hun og Peter Falktoft får en rundtur i kahytten.

Hele bådens besætning, kendte, professionelle, en læge og Jesper Bank, skal alle sove sammen på båden. På meget lidt plads.

Hella Joof fortæller, at selvom det bliver en stor udfordring, så bliver det også en sund udfordring.

»Det bliver en sund udfordring for mig, at jeg får andre mennesker smasket op i hovedet på den måde. Man kan jo ikke skjule sig,« siger hun.

Bådens positive pust

Men både hun selv og Jesper Bank er enige om, at hun også er en god personlighed at have med på båden.

»Hun skal nok komme igennem. Det bliver ikke for at spille med musklerne, men jeg tror, hun bliver god til at holde sammen på tropperne og sørge for, at stemningen er i top,« siger OL-vinderen.

Hella Joof stemmer i:

»Jeg tror, jeg er god til at få folk til at have det godt. Hvis nogen bliver bange, så er jeg god til at fortælle dem, at det hele nok skal gå.«

I næste afsnit skal deltagerne ud på vandet, og så bliver der for alvor sat gang i projektet. Vejret er dårligt, og maverne har svært ved at holde til det.

»Jeg kan garantere for, at alle om bord på den her båd bliver rystet i deres grundvold,« afslutter Jesper Bank første afsnit af 'Over Atlanten', der bliver fremover sendt hver søndag kl. 21.00 på Kanal 5.