Danskernes kærlighed til 'Badehotellet' når nye højder.

Selvom det er sommer og langt fra højsæson for tv-sening, så sidder alligevel over 400.000 danskere klar foran fjernsynet, når TV 2 hver lørdag aften viser en genudsendelse af sæson syv af 'Badehotellet' fra 2020.

Helt præcis 422.760 så ifølge analysebureauet Nielsen med sidste lørdags, hvilket gør genudsendelsen af 'Badehotellet' til ugens fjerde mest sete program foran nye udsendelser som 'Anne og Anders i Europa', 'Søren Vesters have' og 'Problembarn?'.

På Facebook finder man flere fangrupper dedikeret til TV 2's populære dramaserie.

I gruppen 'Badehotellet - Fangruppe', der har 16.700 medlemmer, har B.T. spurgt, hvorfor så mange ser genudsendelsen - på trods af afsnittene kun er to år gamle - og at man i forvejen kan se alle sæsoner på TV 2 Play.

»Fordi det er så hyggeligt, og at der ikke er noget spændende på de andre kanaler,« skriver Ilse Outzen.

»Jeg er glad for serien. Har faktisk alle sæsoner på DVD. Jeg ser den, fordi udbuddet af interessante udsendelser på de danske kanaler er meget lille her om sommeren, især fredag-lørdag. Der er blandt andet en genudsendelse af 'Barnaby' for 25. gang. Så hellere 'Badehotellet',« skriver Nina Ellyton Andersen.

Ulla Trini skriver, at det nok skyldes samme grund, som at hun har set 'Matador' mindst 150 gange.

'Badehotellet'.
'Badehotellet'.
Vis mere

»Jeg synes, det er interessant at følge de forskellige figurer og se deres udvikling eller mangel på samme. Se at det ikke altid er penge og magt, der gør en lykkelig. Følge de forskellige tider, før og efter krigen, der jo i sig selv er en spændende periode. Og så er der jo det, at jo flere gange man ser en film eller serie, jo flere detaljer, får man med,« forklarer hun.

Svarene fortsætter i samme tone.

Guri Hansen skriver blandt andet, at hun ser serien, simpelthen fordi hun er vild med den.

»Spørg mig igen om fem år, så har jeg nok set serien for tredje eller fjerde gang,« tilføjer hun.

Til sidst lyder det kort fra Svend Rasmussen:

»Ganske enkelt fordi jeg ikke vil betale for TV 2 Play.«

Den seneste uges mest sete program er den nye sæson af boligprogrammet 'Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed', der sidste onsdag blev set af 543.602 danskere.