Fem politipatruljer i Alginet, en forstad til storbyen Valencia, fik travlt, da flere borgere ringede akut for at anmelde et røveri på det lokale rådhus. Men i virkeligheden var der ingen fare på færde.

For det, der udadtil lignede et røveri, var i virkeligheden en optagelse til en kommende tv-serie i Spanien.

Filmholdet og instruktør Aitor Espert havde da også fået grønt lys af borgmesteren til at filme. Der var bare et problem.

Det lokale politi var ikke informeret, og dermed var det kun personer inde på rådhuset, der vidste, hvad der foregik. Det skriver flere spanske medier, herunder det lokale medie Las Provincias.

Episoden skete i slutningen af april, da vidner så maskerede mænd ankomme til byrådet med maskingeværer.

Politiet hastede naturligvis afsted mod rådhuset – alt imens anmeldelser blev flere og flere.

Ifølge Las Provincias skabte optrinet kortvarigt kaos foran bygningen, mens panikken spredte sig blandt borgerne. Panikken var dog kort, da det hurtigt stod klart, at der var tale om skuespillere med falske maskinpistoler.

Den noget mærkværdige situation har siden efterladt en kritik rettet mod Alginets borgmester, der går på, hvorfor han kunne undlade at informere den lokale politienhed.

Også fordi politiet angiveligt nåede at tilkalde forstærkning hos nærliggende byer, hvorfor disse var uden polititilstedeværelse i kort tid.

Borgmesteren kritiseres også for at have skabt unødvendig frygt blandt borgerne i byen. Las Provincias skriver, at der nu skal udarbejdes en rapport om hændelsen.