Claes Antonsen har siden første sæson styret orkestret i 'Toppen af Poppen'.

Det gør han ikke i år.

Når TV 2 i weekenden har premiere på sæson 13 af deres populære musikprogram, vil den 60-årige trommeslager og kapelmester glimre ved sit fravær.

B.T. har spurgt TV2, hvorfor han ikke er med, og her lyder det i et skriftligt svar fra tv-stationens kommunikationsafdeling:

Claes Antonsen under en koncert med Thomas Helmig på Northside festival i 2022.
Claes Antonsen under en koncert med Thomas Helmig på Northside festival i 2022. Foto: Lasse Lagoni/Gonzales Photo/Ritzau Scanpix
Vis mere

'TV 2 oplyser, at Mastiff, der er produktionsselskabet bag 'Toppen af Poppen', til denne sæson har valgt at sammensætte et nyt hold, men ønsker ikke at kommentere på, hvad der er baggrunden for dette.'

Da B.T. spørger administrerende direktør hos Mastiff, Kristian Farcin-Leth, giver han samme svar:

»Mastiff har I år valgt at sammensætte et nyt hold, men vi kan i øvrigt ikke kommentere på, hvad der er baggrunden for dette.«

Den nye sæson af 'Toppen af Poppen' blev optaget sidste år i starten af juni omkring Harboøre i det nordlige Vestjylland.

Da B.T. spørger Claes Antonsen, hvorfor han ikke var med under optagelserne, afviser han, at der er tale om sammensætning af et nyt hold.

Han forklarer derudover, at han sidste år i stedet prioriterede sit mangeårige samarbejde med Thomas Helmig, som i samme periode blandt andet spillede et par festivalkoncerter.

»Der er ikke et nyt hold på, det er stadigvæk The Antonelli Orchestra, der spiller - dog med mange bandaktører iblandt,« lyder det fra Claes Antonsen, der fortsætter:

»Jeg har lavet det hele bagved, men kunne ikke være med til optagelserne, da jeg skulle arbejde med Thomas Helmig som klart har min førsteprioritet. Vi har været venner og spillet sammen, siden vi var 16-17 år.«

Deltagerne i årets udgave af 'Toppen af Poppen': Peter Sommer, Medina, Jonah Blacksmith, Dopha, Anne Linnet og Mekdes.
Deltagerne i årets udgave af 'Toppen af Poppen': Peter Sommer, Medina, Jonah Blacksmith, Dopha, Anne Linnet og Mekdes. Foto: TV2
Vis mere

Da B.T. vender tilbage til Kristian Farcin-Leth fra Mastiff for at høre, om han er enig i Claes Antonsens udlægning, svarer han, at det rigtig nok er The Antonelli Orchestra, der stadig spiller i 'Toppen af Poppen'

»Med nyt hold, mener jeg nok nærmere en ny holdopstilling,« tilføjer han med et smil.

Kristian Farcin-Leth ønsker derudover ikke at kommentere yderligere på, hvordan de sætter holdet på deres programmer.

TV2s kommunikationsafdeling ønsker heller ikke at kommentere yderligere.

I den nye sæson af 'Toppen af Poppen' er det navne som Medina, Anne Linnet og Peter Sommer, der skal fortolke hinandens sange.

I stedet for Claes Antonsen, er det keyboardspiller Poul Reimann fra 'The Antonelli Orchestra', der er 'Toppen af Poppen'-bandets nye kapelmester.