Lyt til artiklen

Det vakte opsigt, da to mediechefer hos et af Danmarks største produktionsselskaber Blu i sidste uge blev hjemsendt med øjeblikkelig virkning efter klager fra medarbejderne.

Og gløderne ulmer tilsyneladende stadig. For de to chefer kommer ikke tilbage.

Det oplyser Yvonne Thomsen, der er kommunikationschef i Norden hos Fremantle, som ejer Blu, til Ekstra Bladet.

'Parterne har afsluttet uenigheden mellem dem i mindelighed. Parterne har således afsluttet samarbejdet ved gensidig aftale. Af hensyn til de involverede parter ønsker vi ikke at uddybe sagen yderligere,' skriver hun i en sms til mediet.

Hun har efterfølgende sendt samme besked til B.T.

Hvad, der ligger grund til for hjemsendelsen, er det derfor på nuværende tidspunkt ikke muligt at få mere at vide om.

Ekstra Bladet og Mediawatch har dog erfaret, at det er en klage over arbejdsmiljøet, der er årsag til hjemsendelsen af de to chefer.

Det har produktionsselskabet dog ikke ønsket at bekræfte over for B.T.

»Vi har en intern sag gående på Blu, men vi betragter den som intern,« lød det torsdag fra Yvonne Thomsen.

»Vi er ved at undersøge, hvad der er op og ned, og af respekt for de involverede kan vi ikke melde mere ud nu,« tilføjede hun dengang.

Blu står blandt andet bag 'X Factor' og 'Forsidefruer'.