OL-stjerne efter hård kritik: 'Fuck jer'
Den tidligere OL-atlet, Emma Aastrand Jørgensen, fik i ugens afsnit af 'Robinson' de andre deltagere imod sig. Nu sparker hun tilbage mod deres kritik.

Den tidligere OL-atlet, Emma Aastrand Jørgensen, fik i ugens afsnit af 'Robinson' de andre deltagere imod sig. Nu sparker hun tilbage mod deres kritik.

»De røvrender mig faktisk lige nu.«
Sådan lød det afslutningsvis i ugens afsnit af 'Robinson Ekspeditionen', hvor Emma Aastrand Jørgensen var tæt på at ryge ud i ø-rådet.
Bag opråbet gemmer der sig dog endnu stærkere følelser.
Den tidligere OL-atlet fortæller til B.T.:
»Jeg havde en følelse af, at de (Andre deltagere, red.) ikke kunne lide mig,« fortæller Emma Aastrand Jørgensen.
Hun fortæller videre, at hun egentlig aldrig rigtig er gået op i, hvad andre tænker om hende.
Derfor kom det bag på hende, at følelsen pludselig dukkede op.
»Jeg følte ikke, jeg havde en stemme. Jeg følte ikke, de lyttede. Jeg synes ikke de så mig som en del af alliancen, og jeg følte ikke, at jeg kunne give nok, eller bevise at jeg var god nok til det her,« uddyber hun.
Artikel fortsætter under billedet...

Følelserne blev særligt fremprovokeret, da holdkammeraterne gav hende begrundelsen for deres stemmer.
I programmet fortæller de, at hun var den, der bidrog mindst i lejren – en kritik som Emma Aastrand Jørgensen ikke helt kan genkende.
Ifølge hende hentede hun både vand og brænde, sørgede for ild om natten og hjalp til med fiskenettet. Hun tilføjer dog, at »det bare ikke var nok til at blive bemærket«.
»Det gjorde ondt i mig, at det var det, der blev stemplet hårdt på. Det synes jeg var mega fejt og totalt uretfærdigt,« uddyber hun.
Alligevel erkender OL-stjernen, at hun gik ind i 'Robinson Ekspeditionen' med en tanke om ikke at bidrage synderligt meget.
»Jeg valgte ikke at ligge på den lade side, men at lave så lidt som muligt, så jeg kunne bidrage i konkurrencerne,« siger Emma Aastrand Jørgensen.
I bagklogskabens lys fortæller hun, at det »overhovedet ikke var den rigtige måde at gøre det på«.
Trods den erkendelse, var Emma Aastrand Jørgensen ikke tilfreds, da de andre deltagere i ugens ø-råd valgte at sende hende i en duel mod holdkammeraten Sarah Josephine Holmquist om videre overlevelse i programmet.
»Jeg var mega ærgerlig og vildt skuffet og ked af det, fordi jeg troede, jeg havde en alliance. Jeg følte også sådan en ‘fuck jer’-følelse og 'nu skal jeg fandeme vise dem, at de ikke får mig ud så let',« fortæller hun.
Med det i tankerne gik den tidligere atlet ind i duellen mod holdkammeraten – og det gav pote.
Sarah Josephine Holmquist tabte, og Emma Aastrand Jørgensen kunne se frem til flere dage på reality-øen i Malaysia.
»Da jeg vandt duellen, tænkte jeg: ‘Jeg skal ikke spille samme med nogen af dem. Nu handler det om, at jeg skal have alle ud én efter én’,« fortæller hun.
Om den strategi føres videre, kan følges i Viaplays 'Robinson Ekspeditionen', der udkommer hver mandag.