»Man skal ikke fortælle hemmeligheder til mig,« fortæller Oh Land med et grin.

Da TV2 torsdag holdt pressemøde på restaurant Toldboden i København for den kommende sæson af 'X Factor', var der på grund af den 34-årige talentshows-dommer ikke meget spænding at komme efter.

Der var traditionen tro linet op med mad og drikke, og hele TV 2's korps af kommunikationsmedarbejdere stod klar til at tage imod pressen.

Da vært Sofie Linde stillede sig frem for at præsentere årets dommerhold, lød det med et stort smil:

»Ja, det var jo meningen, at vi nu skulle afsløre, hvem der er dommere i år. Men det har Oh Land jo allerede gjort.«

TV2 havde planlagt den store afsløring, men da Oh Land i sidste uge var ved Københavns modeuge, var hun kommet til at tale over sig til en journalist fra Se og Hør.

»Ja, det er det samme hold. Jeg tror, vi så småt starter op i næste uge,« lød det fra Oh Land.

Da B.T. til 'X Factor'-pressemødet spørger Oh Land ind til sin lille brøler, kan hun ikke lade være med at grine.

Ankerstjerne og Oh Land.
Ankerstjerne og Oh Land. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

»Ja, den var ikke så god. Det var ikke planlagt. Jeg ved ikke, hvad der skete. Nogle gange kan jeg have svært ved at høre efter. Jeg blev spurgt, og så svarede jeg bare.«

På pressemødet tog alle parter det pænt. Så var skaden heller ikke større. Men Oh Land indrømmer, at det ikke gik ubemærket hen.

»Jeg fik en irettesættende e-mail af TV 2. Sådan kan det gå. Man skal ikke fortælle hemmeligheder til mig.«

Oh Land er altså igen i den kommende sæson af 'X Factor' dommer sammen med Thomas Blachman og Ankerstjerne.

Ankerstjerne, Oh Land og Blachman.
Ankerstjerne, Oh Land og Blachman. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Hun sad i sidste sæson i finalen uden deltagere. Blandt andet udgik hendes publikumsfavoritter, pigeduoen Maria og Bea, frivilligt på grund af dødsfald i familien.

»Jeg følte ikke, jeg fik gennemført, som jeg ville med en artist i finalen, så nu kommer jeg tilbage for at tage revanche,« fortæller Oh Land om en af grundene til, at hun har sagt ja til endnu en sæson.

Oh Land føler sig også bedre rustet til at stå imod sine meddommeres kritik.

»Jeg blev helt klart påvirket af, at Echo (Oh Lands anden pigegruppe, red.) nærmest blev slagtet fra start. I stedet for at lukke ørerne tog jeg det til mig og begyndte at ændre ting. Nu vil jeg være meget mere hardcore og ligeglad, når det kommer til at styre retningen.«

Hun fortæller, at 'X Factor' nogle gange kunne give søvnløse nætter, at det tog sindssygt mange kræfter, men at det også var helt vildt sjovt at lave.

I det daglige kunne Oh Land sagtens mærke, at hun pludselig var blevet en del af Danmarks største tv-program.

»Når jeg kom cyklende, kunne folk råbe, hvilke sange jeg skulle vælge til mine deltagere. Eller når jeg handlede ind i Brugsen. Det er sjovt at se, hvordan folk engagerer sig.«

Oh Land synes stadig ikke, det er sjovt at sende deltagere ud af programmet, og hun kunne føle sig misforstået, når folk mente, hun valgte taktisk.«

»Jeg valgte altid ud fra, hvad jeg følte, og hvad jeg syntes lød bedst. Så de negative reaktioner kunne godt være hårde. Men så kom der jo heldigvis en ny dag med nye nyheder,« smiler hun.

Inden 'X Factor' går løs til foråret, tager Oh Land på turné både i Danmark og i USA.

Oh Land.
Oh Land. Foto: Martin Sylvest
Vis mere