Man bør også tage højde for anciennitet og erfaring, når man aflønner folk.

Det mener 'X Factor'-dommeren Oh Land, efter at hendes kollega Sofie Linde for nylig satte køn og ligeløn på dagsordenen med en anekdote om, hvordan hun ikke engang kunne få lov at få halvdelen af, hvad Thomas Blachman tjener på en sæson.

»Jeg aner faktisk ikke, hvad de andre får. Men jeg er glad for det, jeg selv får, så den slutter rimelig meget der,« smiler Oh Land, da B.T. spørger til hendes egen løn, når hun snart bliver dommer på 'X Factor' for tredje gang.

Sofie Linde skabte øjeblikkeligt overskrifter, da hun for nylig gik på scenen til årets 'Zulu Comedy Galla' og fortalte, at hun til en lønforhandling med TV 2 havde bedt om at få blot 'halvdelen af Thomas Blachmans løn', hvilket tv-stationen ifølge Sofie Linde afslog, hvorefter hun fik at vide, at hun trods afslaget alligevel ville blive den bedst betalte kvindelige tv-vært.

Værtinde Sofie Linde og dommerne Thomas Blachman, Oh Land og DJ Martin Jensen. TV 2 præsenterer det nye dommerhold i X Factor 2021 på et pressemøde i Marketenderiet i Valby, fredag den 11. september 2020.
Værtinde Sofie Linde og dommerne Thomas Blachman, Oh Land og DJ Martin Jensen. TV 2 præsenterer det nye dommerhold i X Factor 2021 på et pressemøde i Marketenderiet i Valby, fredag den 11. september 2020. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

På et pressemøde forud for den kommende sæson af 'X Factor' fortæller Oh Land, at hun naturligvis bakker Sofie Linde op i, at køn ikke bør spille ind, når man forhandler løn.

Men hvis hendes nærmeste kollega Thomas Blachmans løn er højere end hendes egen, så er det helt fair, siger hun ærligt.

»For der er også noget, der hedder anciennitet, erfaring, og hvor lang tid man har haft et arbejde. Han kører jo på sæson nummer 200 nu, og jeg kører kun på tredje.«

Thomas Blachman har kun misset en enkelt af de foreløbigt 13 sæsoner af 'X Factor' og har således været med på holdet 12 gange.

Derimod har Sofie Linde kun været vært på de seneste fire sæsoner.

»De har så heller ikke samme type job,« lyder det prompte fra Oh Land, da B.T. påpeger denne forskel på anciennitet.

»Det er anderledes at være vært end at være dommer. Det er ikke det samme arbejde, man udfører. Jeg går da 100 procent ind for ligestilling mellem køn i forhold til løn, men det skal også være det samme job, før man kan tale om ligestilling.«

Værtinde Sofie Linde og dommerne Thomas Blachman, Oh Land og DJ Martin Jensen. TV 2 præsenterer det nye dommerhold i X Factor 2021 på et pressemøde i Marketenderiet i Valby, fredag den 11. september 2020. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2020)
Værtinde Sofie Linde og dommerne Thomas Blachman, Oh Land og DJ Martin Jensen. TV 2 præsenterer det nye dommerhold i X Factor 2021 på et pressemøde i Marketenderiet i Valby, fredag den 11. september 2020. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2020) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Om dommertjansen forklarer Oh Land, at der er mange forberedelser i kulissen, som seerne ikke nødvendigvis får at se.

»I liveperioden arbejder vi fuld tid hver dag i både weekender og på aftener. Vi har ikke bare vores arbejde på skærmen, hvor vi sidder fredag aften,« fortæller hun.

»Vi står jo med deltagerne mange timer om dagen og både øver og finder sange. Vi står for grafikken på skærmene, koreografien, hvad der generelt skal ske på scenen, og hvordan man forvalter et budget.«

Derudover skal dommerne også selv betale for den hjælp, de skal bruge til deres shows. Vælger de at hyre stylister, dansere og producere, skal de altså bruge en bid af deres egen løn på det.

»Så der er et kæmpe udstyrsstykke bag ved, som man ikke rigtig ser på skærmen.«

Matcher din løn alt det arbejde?

»Ja, det synes jeg. Jeg er glad,« smiler Oh Land.

Og er det så fair, at Blachman får højere løn end Sofie Linde?

»Det vil jeg ikke svare på.«