»Må jeg lige låne dit kreditkort,« spørger Alva sin far, før sidstnævnte fisker sit platinkort op af pungen og rækker det til sin datter.

Ordudvekslingen er en af de første scener i DRs nye program 'Fars pige', som allerede nu har tiltrukket seernes opmærksomhed på trods af, at der kun er blevet sendt et enkelt afsnit.

Serien handler om teenageren Alva, der får alt, hvad hun peger på af sin far, for 'han har penge og betaler gerne for stiletter, tasker og tøj fra de dyreste og mest eksklusive brands', som DR selv skriver i sin omtale af programmet.

»Der er overhovedet ikke noget galt i at gå i H&M - jeg går selv i H&M - men det er klart, at hvis man skal ud til en middag, og alle piger har rigtig pænt tøj på, så er det de piger, der bliver inviteret med til cocktailparty bagefter,« siger far Jens på et tidspunkt i programmet.

Alva har hevet sin far med ud i skoven, så han kan tage billeder af hende til Instagram.
Alva har hevet sin far med ud i skoven, så han kan tage billeder af hende til Instagram. Foto: DR
Vis mere

Det er dog ikke kun Jens' kreditkort, der hjælper med at gøre Alvas liv lettere. Det gør faderen, der i øvrigt er indehaver af en tøjbutikskæde, også selv.

På et tidspunkt i programmet ser man ham for eksempel hjælpe hende med at få øreringe i ørerne. På et andet tidspunkt står han på hug i skoven for at tage billeder af Alva til Instagram. Og på et tredje tidspunkt bruger han nærmest vold og kraft i forsøget på at hjælpe hende med at stramme et korset.

»Nu er du ikke fed mere. Det er godt, skat,« griner både far og datter, da korsettet er blevet strammet godt omkring Alvas minimale talje.

'Såååå trist. Troede først, at det var satire. Jeg kunne simpelthen ikke holde ud at se på det. Hvad er det for nogle værdier at give sine børn,' skriver en seer på DR3s Facebook-side, hvor programmet er blevet flittigt debatteret det seneste døgns tid.

'Det er så omsorgssvigt med penge på. Fandeme synd for sådan en tøs. Tænk, hvis der pludselig ikke var penge. Hun går da ned med flaget,' skriver en anden.

I programmet stifter man også bekendtskab med Alvas storesøster, Emma, som blandt andet forsøger at overtale sin lillesøster til at tage en uddannelse, men som Alva selv siger, så er hun 'bare ikke lavet til at gå i skole'.

Programmets sidste scene afslører dog, at Alvas øjensynlige luksusliv måske ikke føles helt så godt, som først antaget. Kort efter en selfie på badeværelset afslører hun nemlig, at hun lider af kronisk søvnløshed og en følelse af tomhed.

»Der kan godt være tidspunkter, hvor jeg ligger til klokken 7.00 om morgen og bare kigger op i loftet,« siger Alva og beskriver følelsen af tomhed, der ikke altid kun dukker op, når hun forsøger at falde i søvn.

»Nogle gange, når jeg er sammen med folk, kan jeg også godt føle mig tom og tænke: 'Hvorfor gør jeg det her? Er det alt sammen bare overfladisk?'. Den følelse af tomhed skal man opleve, før man kan beskrive den,« siger hun.

Far Jens og Alva.
Far Jens og Alva. Foto: DR
Vis mere

Berlingske har udgivet en mediekommentar om programmet, som avisen kalder for 'den menneskelige apokalypse, som den vil udfolde sig for enden af det præstationsløse, dannelsesforladte samfund.'

'Hendes (Alvas, red.) far, Jens, er indehaver af en tøjbutikskæde og synes sikkert selv, han er verdens bedste far. Men at dømme efter det, kameraet fanger, har han etableret et grænseløst, værdiforladt univers, hvor hans teenagedatter har adgang til alt, undtagen basal opdragelse og faste rammer,' står der blandt andet i kommentaren.

''Fars pige' er bygget op som en fluen på væggen-reportage, og kameraholdet må have knebet sig i armen undervejs. Vi er så langt ude i ekstremerne, at det til tider er svært at forholde sig til, at det ikke er fiktion,' står der endvidere.

'Fars pige' kan ses på DRTV. Der er indtil videre kun et enkelt afsnit - andet afsnit kommer den 9. februar.