Nynne Larsen fik sig en slem ‘forskrækkelse’ natten til tirsdag.

Det fortæller hun selv i en story på Instagram:

»Jeg vågnede i nat ved, at det lød som om Elmer ikke kunne trække vejret.«

Hun hastede derfor til børnemodtagelsen på Herlev Hospital.

Det er ikke første gang, at den i dag otte måneder gamle søn, som Nynne Larsen har sammen med ekskæresten, Peter Birch, har været indlagt.

Allerede da Elmer var 11 dage gammel, måtte forældrene en tur på hospitalet med ham.

Dengang skrev Peter Birch i en story på Instagram:

»Det har været nogle lange nætter hos os. Vores dreng har formentlig fået parainfluenza, og det har sat sig på vejrtrækningen.«

Derfor reagerede Nynne Larsen hurtigt, da sønnen natten til tirsdag igen fik problemer med at trække vejret. Som hun siger til Se og Hør:

»Man tør jo ikke at tage nogle chancer. Jeg ville aldrig tilgive mig selv, hvis der skete ham noget ‘fordi jeg lige skulle se det an’. Jeg er så glad for, at jeg fik ham tilset af en læge. Personalet på Herlev passede rigtig godt på ham og var grundige.«

Denne gang viste det sig at være falsk strubehoste, der havde ramt den lille.

Falsk strubehoste er en virusinfektion, der overvejende rammer små børn. 

Sygdommen begynder ofte som en almindelig forkølelse, der går over i en betændelse i luftrøret omkring stemmebåndene.

Betændelsen kan give hæshed og en gøende hoste, der lyder som en søløve, skriver Sundhed.dk

Tirsdag er både mor og barn er hjemme igen og ved godt mod, skriver Nynne Larsen.