'Robinson Ekspeditionen' er som bekendt – blandt andet – en konkurrence i at overleve længst tid på tom mave.

Et nyt hold er fra på mandag klar til at vise deres kamp frem på tv, og to af dem er 27-årige Maria Pencherri fra Aarhus og 28-årige Nadia Otte fra Frederiksberg.

»Det var virkelig en hardcore oplevelse. Mit forhold til mad har ændret sig helt vildt, siden jeg kom hjem,« fortæller Nadia Otte på et TV3-pressemøde for den nye sæson.

»Jeg kan slet ikke stoppe med at spise nu. Jeg vejer faktisk mere nu, end da jeg tog af sted,« fortæller hun med et grin og afslører, at hun tabte sig seks kilo på 'Robinson'-øen, men siden har taget otte kilo på igen, da hun kom hjem.

Nadia Otte.
Nadia Otte. Foto: Kristian Dam Nygaard
Vis mere

Nadia i 'Robinson Ekspeditionen'.
Nadia i 'Robinson Ekspeditionen'. Foto: TV3
Vis mere

»Jeg meldte mig til for at opleve den store udfordring, det er, og det levede fuldstændig op til mine forventninger. Det var slet ikke noget med fx at sidde og spise, når kameraerne var slukkede. Så nu nyder jeg bare at kunne spise, når jeg både er sulten og ikke er sulten,« fortæller hun.

For afghansk-fødte Maria Pencherri var ekspeditionen også noget af en prøvelse rent fysisk.

»Jeg har tabt mig rigtig meget. Da jeg kom hjem, lignede jeg en, der var kommet ud af en koncentrationslejr. Det var så slemt, at jeg begyndte at græde, da jeg så mig selv.«

Hun ved ikke, om hun må afsløre, hvor mange kilo der præcis røg i løbet af optagelserne, så hun nøjes med at give et lille hint:

»Jeg mistede 20 procent af min kropsvægt, så kan man jo selv gætte,« smiler hun og fortæller, at hun meldte sig til 'Robinson Ekspeditionen' for at vise, at muslimske kvinder sagtens kan være med i et reality-show.

»Jeg fik at vide, at det ikke var passende for en afghansk pige at være på tv. Så jeg tænkte: 'Så lad mig vise dem'. Pludselig var jeg i tv og vidste ikke, hvad jeg havde rodet mig ud i, haha.«

De to nye 'Robinson'-kvinder må af gode grunde ikke afsløre, hvor langt de kommer i den kommende sæson. Maria Pencherri kan blot konstatere, at hun følte sig fysisk udfordret fra start af:

»Da jeg så de andre deltagere, tænkte jeg: 'Hold da op, det klarer jeg aldrig.' De så alle sammen så stærke ud. Så jeg kom pludselig meget hurtig i tvivl.«

Maria Pencherri.
Maria Pencherri. Foto: Kristian Dam Nygaard
Vis mere

Marie i 'Robinson Ekspeditionen'.
Marie i 'Robinson Ekspeditionen'. Foto: TV3
Vis mere