Onsdag aften sprang de sammen mod himlen, da det blev annonceret, at de havde vundet 'Nybyggerne' og dermed et splinternyt hus til en værdi af 2,6 million kroner.

Og meget tyder på, at glæden ingen ende vil tage for Sunnvá og Martin. Sejren er nemlig ikke den eneste lykkelige omstændighed for nybyggerparret.

For en måned siden tog de nu nyslåede husejere nemlig et andet stort skridt i forholdet, skriver Se & Hør.

Her gik den 32-årige Martin på knæ for sin 25-årige kæreste.

»Jeg inviterede hende på en overraskelsestur til Kokkedal Slot og gik ned på knæ. Nu er det nu, tænkte jeg,« fortæller han til mediet.

Og Sunnvá, hun sagde ja. Hvor og hvornår brylluppet skal stå, er endnu ikke planlagt. Parret, der oprindeligt stammer fra Færøerne, fortæller, at de lige nu ser tiden an på grund af coronaudbruddet.

Hvornår de flytter ind i deres nybyggede hus i Balle ved Silkeborg, er heller ikke fastlagt. Først skal de lige sælge den lejlighed, de i øjeblikket bor i på Amager.

Sikkert er det dog, at de glæder sig til at flytte ind i huset, de har brugt så megen tid og energi på.

Og når det sker, er det ikke udelukket, at huset får flere beboere end blot de to:

»Vi drømmer om at stifte en familie her,« lød det således fra Sunnvá i 'Nybyggerne'-finalen.