Mads Taiki og Ida Holm, der vandt TV 2-programmet 'Nybyggerne' i 2019, venter barn sammen.

Det afslører begge på Instagram, hvor de også har delt et billede, hvor Mads holder et billede fra scanningen, mens Ida i baggrunden spiser en mælkesnitte.

'Min krop består af mælkesnitter, pomfritter og en lille babydreng. De to førstnævnte er i virkeligheden ingen nyhed,' lyder det fra Ida Holm, inden hun afslutter med:

'Vi glæder os til at lege!'

I Mads' opslag afsløres det, at parret venter barnet til sommer. Og så deler han også en kavalkade af billeder af sin kæreste, der spiser alverdens forskellige ting:

'Swipe videre for andre preggo-cravings som 'boller-i-karry-rugbrødsmad', 'nugget-mad', 'hotdog med RØD pølse (og det må kun være RØD pølse!!)' og ikke mindst det daglige indtag på tre grape!'

Til B.T. sætter Mads Taiki ord på de lykkelige omstændigheder:

»Jamen, det er selvfølgelig stort. Vi er helt oppe og køre over det. Og så glæder vi os til at se, hvordan det kommer til at fungere med privatliv og vores virksomheder, når der er en lille baby også. Det glæder vi os til at udfordre.«

Han fortæller, at graviditeten indtil videre har været uden de store problemer:

»Det har været helt smertefrit. Helt uden komplikationer. Så det er dejligt.«

Ida Holm og Mads Taiki vandt 'Nybyggerne' i 2019 og overtog kort efter deres nuværende hus i Randers. Husets værdi stod dengang til 2,6 millioner kroner.

De er begge fra Thy, men har begge studeret i København i fem år, inden de flyttede hjem til Jylland. Siden sejren i 'Nybyggerne' har parret sammen opbygget virksomheden Taisho. Virksomheden sælger plakater og japansk keramik.