Den nye sæson af 'Vild med dans' var ikke mange minutter gammel, da den nye dommer, Lene James Mikkelsen, kom med en afsløring.

Hun er stor fan af tv-serien 'Badehotellet', hvilket i denne sammenhæng er relevant, fordi en af årets nydansere, Morten Hemmningsen, spillede med i serien.

Morten Hemmningsen, der danser med Malene Østergaard, skal dog ikke forvente, at det er noget, der kommer til at hjælpe ham, når karaktererne skal uddeles.

Er der nogen risiko for, at du kan blive forblændet af hans 'Badehotellet'-karriere, når du skal give point?

»Nej, det er der ikke. Det har jeg alt for mange års erfaring med at dømme det, jeg ser, men jeg synes virkelig, at han klarede det rigtig, rigtig godt,« lyder det med et grin.

Det var da heller ikke nyt for Lene James Mikkelsen at give point i 'Vild med dans'-regi. Før i aften er det dog altid sket hjemme fra sofaen. 

Af samme grund var der heller ingen rysten på hånden fredag aften, ligesom hun heller ikke havde brug for at læne sig op ad sine to meddommere, Marianne Eihilt og Sonny Fredie Pedersen.

»Når jeg har siddet derhjemme og set det, har jeg også tænkt: 'Det der skal være et femtal,' eller hvad man nu synes, det skal være, så jeg har dømt med fra sidelinjen.«

Men nu er hun altså rykket fra sidelinjen og direkte derind, hvor det hele sker.

»Det var en virkelig, virkelig god oplevelse.«