I sæson 29. af 'De unge mødre' følger vi den nye unge mor Majbrit og hendes kæreste, som har dannet par i 6,5 år.

Majbrit Balleby er ny i ‘De unge mødre’ og aktuel i mandagens afsnit på Dplay. Majbrit har datteren Ella Viola på 5,5 måned med kæresten Thomas, som hun har været sammen med i 6,5 år. Til Realityportalen fortæller Majbrit, at det var kærlighed ved første blik, da de to mødtes.

»Vi mødtes på en campingplads. Jeg var 14 år, da vi mødte hinanden, og han var 22 år, så det var lidt forkert på en eller anden måde. Jeg syntes bare, at ham, der løb og legede med børnene på den campingplads, var mega cute. Så faldt vi i snak, og da jeg så skulle hjem, kunne jeg ikke lade være med at tænke på ham, så jeg fandt hans Facebook, og så begyndte vi at skrive sammen. Thomas besøgte mig resten af sommerferien på campingpladsen, og så blev vi kærester.«

Ifølge Majbrit reagerede hendes forældre overraskende positivt.

»Man burde tro, at der ville være en løftende pegefinger, men det var der slet ikke. De har været utrolig støttende. De vidste godt, at jeg ikke skulle have en på min egen alder, fordi jeg måske er lidt mere moden end mine jævnaldrende, og jeg havde brug for en, der var på samme niveau som mig, og det var Thomas.«

Svigerfamilien frygtede det værste

Lige så pænt Majbrits familie tog det, lige så bekymrede var Thomas’ familie for det unge forhold.

»Thomas’ familie har haft det svært med det, for de var bange for, at der skulle gå noget galt, og jeg så ville melde ham. For det var jo ikke lovligt at være sammen.«

Parret har altid været ligeglade med folks meninger om deres aldersforskel.

»I dag er jeg 21, og han er 29, så nu virker det ikke længere så forkert, som da jeg var 14 og han var 22. Nu er det mere acceptabelt.«

Parret havde planlagt at få Ella, hvilket aldersforskellen på Majbrit og Thomas har haft indflydelse på.

»Thomas er en jo del ældre end mig, og vi havde en idé om, at han skulle have nogle børn, inden han blev 30 år.«

Seere af ‘De unge mødre’ kan fortsat følge den unge mor Majbrit, kæresten Thomas og datteren Ella i hele sæson 29. af ‘De unge mødre’ på Dplay.

Artiklen er bragt i samarbejde med realityportalen.dk: