Da Sussi Nielsen forberedte sig på at sige farvel til sin livspartner Leo, og i tiden lige efter det tragiske farvel, havde hun tilfældigvis et tv-hold i hælene.
Til B.T. fortæller Sussi, at det egentlig var meningen, at serien, som TV 2 Nord producerede, skulle handle om Leos genoptræning efter sin sygdom.
»Dengang sagde han, 'nu er jeg rask, nu skal jeg bare blive stærkere'. I noget tid lukkede jeg nok øjnene for, at han ikke fik det bedre,« siger hun.
Da det blev klart, at Leo ikke fik det bedre, tænkte Sussi ikke, at han skulle være med til at lave tv-programmer og interviews.
»Det var jo ikke bare TV 2 Nord, det var jer alle sammen (Journalisterne, red.,) der kom i det ene hold efter det andet. Jeg prøvede at sige 'Leo, du skal ikke være med til at lave interviews, du skal slappe af', men han sagde, at han ville afslutte det ordentligt,« fortæller hun.
Ifølge Sussi var det i høj grad derfor, at hun valgte at være meget åben over for medierne og lod tv-holdet følge hende igennem processen.
»Det var i hans ånd at blive ved. Når han kunne, og ville deltage, så syg som han var, synes jeg ikke, jeg kunne være bekendt at sige nej,« fortæller hun.
Derfor valgte Sussi altså at lade tv-holdet følge sig, selvom udsendelserne pludselig skulle handle om Leos sygdom og død, og Sussis liv lige før og efter.
For mange vil det nok lyde grænseoverskridende, men Sussi Nielsen fortæller, at det faktisk var terapeutisk for hende at tale med journalisterne igennem processen.
»Jeg fik jo virkelig talt meget om det. Alle jer journalister spørger jo om det samme hele tiden. Så man får virkelig talt ud. Det gjorde, at jeg fik bearbejdet min sorg. Det hjælper altid at tale om det,« siger Sussi Nielsen.
Spørger man Sussi, hvad hun håber på at folk får ud af programmet, er det netop budskabet om, at man skal tale med andre om sin sorg.
»Alle oplever det her. Sorg er ikke forbeholdt nogen bestemte personer. Man skal snakke om det i stedet for at gemme på det. Jeg tænker meget på dem, der ikke har nogen tæt på at tale med. Men måske kan man så tale med en psykolog eller en præst. Det vigtige er at komme ud med det,« siger Sussi.
Sussie fortæller, at hun har det okay i dag, men at det er underligt at være alene for første gang i sit liv.
»Det er da mærkeligt, at jeg pludselig skal træffe beslutninger på egen hånd. Men jeg er mest ked af det på Leos vegne. Der var meget, han ikke nåede. Han ville gerne være blevet en god og anerkendt forfatter. Og så ville han gerne have lavet computerprogrammer. Det fik han ikke lov til, og det gør mig ked af det,« fortæller hun.
Serien, der handler om Sussi Nielsens liv i tiden før og efter Leos dødsfald, hedder 'Sussi uden Leo', og kan ses på TV 2 Play fra den 26. maj.