Susanne Bier er en af de mest hædrede instruktører i vores lille andedam kaldet Danmark.

Men hendes netop udkomne serie 'The First Lady' på Paramount+ har ikke givet anledning til den store hyldest. I hvert fald ikke hvis man spørger anmelderne, hverken internationalt eller herhjemme.

Den sløje modtagelse tager Susanne Bier dog selv med ophøjet ro.

»Jeg har skimmet anmeldelserne. Det er, som det er. Nu har jeg prøvet alle ekstremer, og Showtime (det amerikanske tv-selskab bag serien, red.) var helt vildt glade, så det er svært at være trist,« siger instruktøren til B.T. under den danske gallapremiere på serien i Dagmar Teateret tirsdag.

I Susanne Bier-serien 'The First Lady' portrætterer Gillian Anderson, Viola Davis og Michelle Pfeiffer de tidligere amerikanske præsidentfruer Eleanor Roosevelt, Michelle Obama og Betty Ford.
I Susanne Bier-serien 'The First Lady' portrætterer Gillian Anderson, Viola Davis og Michelle Pfeiffer de tidligere amerikanske præsidentfruer Eleanor Roosevelt, Michelle Obama og Betty Ford.
Vis mere

Men kritikken har ikke været til at tage fejl af.

Ikke mindst hos Esquire, der kalder serien for »overfladisk«, »skrækkelig« og »direkte respektløs«.

Det amerikanske mandeblad beskriver ligeledes det historiske drama om de tre amerikanske førstedamer som »strukturløst«, hvilket har den ene fordel, at det ikke når at »blive for tydeligt, hvor utroligt dårlige skuespilpræstationerne er«.

Hen ad samme pointe finder man i Variety, der kalder serien for »forvirrende«, fordi sammenklipningen af Michelle Obamas, Eleanor Roosevelts og Betty Fords meget forskelligartede historier fra deres tid i Det Hvide Hus fremstår »tilfældig« og som »en dramatisering af adskillige Wikipedia-sider på en gang«.

Susanne Bier til gallapremieren på 'The First Lady' i Dagmar Teatret, tirsdag den 19. april 2022.
Susanne Bier til gallapremieren på 'The First Lady' i Dagmar Teatret, tirsdag den 19. april 2022. Foto: Philip Davali
Vis mere

Samme pointe har Entertainment Weekly, der kalder serien for en »velmenende, men tung indsats, der spilder en trio af ekstraordinære skuespillerinder med sin kedelige og overfladiske historiefortælling«.

The Guardian klager også over, at »rollebesætningen er alt for god til, at serien skal være så kedelig«.

Det britiske medies beskedne 2 ud af 6 stjerner summeres ganske fint op med beskrivelsen om, at man »gennem alle 10 episoder kæmper for at finde noget interessant, tornet, kompliceret – man kunne sige autentisk – iblandt historieklasse-citaterne, de kaotiske tidslinjeskift og de dårligt tilpassede accenter«.

Ikke mindst har de færreste anmeldere kunne se sig fri for at kommentere på »forstyrrelsen« fra to af hovedpersonernes mundarbejde.

Gillian Anderson bærer nemlig et »karikeret overbidsgebis«, der i forsøget på at indfange Eleanor Roosevelt giver hende »besvær med at tale«, ligesom Viola Davis kritiseres for at gøre en »ufrivillig parodi« på Michelle Obama med sin »overdrevne læbeartikulation«.

Gillian Anderson har skulle høre meget for det overbidsgebis, hun spillede med for at portrættere førstedamen Eleanor Roosevelt i Susanne Bier-serien 'The First Lady'.
Gillian Anderson har skulle høre meget for det overbidsgebis, hun spillede med for at portrættere førstedamen Eleanor Roosevelt i Susanne Bier-serien 'The First Lady'.
Vis mere

Men Oscar-vindende Susanne Bier har bragt megen hæder og stjernestøv hjem til Danmark, så det er måske derfor, de danske anmeldere trods alt har taget lidt pænere imod hendes nye historiske serie.

I filmmagasinet Ekko kvitteres hun nemlig med hele 5 ud af 6 stjerner, og serien beskrives som »et fremragende periodedrama«, der »indfanger tidsånden«.

Også Berlingske er overvejende positive efter at have set de to første afsnit og roser seriens »æstetiske værdi« og de »formfuldendte karakterer«, hvilket belønnes med 4 ud af 6 stjerner.

I Soundvenue nøjes man med 3 ud af 6 stjerner og fremhæver, at 'The First Lady' er »lækkert produceret og smuk«.

Dog påpeges det også, at de konflikter, serien lægger op til, aldrig rigtigt bliver »store nok til at skabe spænding eller kaste lange skygger«, så serien ender med at virke »kedelig, omend sympatisk«.

Endnu mindre flatterende lyder det i Politiken, der til 2 ud af 6 stjerner ganske vist kalder serien for »velment og ferm og flot«, men også »uforpligtende tandløs« og »for tung og for næringsfattig at fordøje«.