Gennem nu fire sæsoner har iværksætter og stifteren af Just Eat, Jesper Buch, smidt om sig med udtryk som 'kickass' og 'ABC', når han har givet håbefulde iværksættere sandheden råt for usødet.

Men hvis 'Løvens hule' vender tilbage med en femte sæson, er det uvist, om den populære mangemillionær vil være at finde i panelet.

Jesper Buch oplyser i en sms til B.T., at han endnu ikke har taget en endelig beslutning om, hvorvidt han fortsætter i næste sæson af programmet.

DR har endnu ikke meldt ud, om der kommer en femte sæson af 'Løvens hule' på kanalen, men løven Peter Warnøe vil dog gerne afsløre, at han skal være med i en ny sæson.

Iværksætter og stifter af Just Eat, Jesper Buch.
Iværksætter og stifter af Just Eat, Jesper Buch. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

»Ja, det vil jeg tro. Vi har ikke lavet det endnu, men det er planen,« siger Peter Warnøe til B.T.

Den 55-årige iværksætter, der blandt andet er medstifter og administrerende direktør i kapitalfonden Nordic Eye, var en af de tre nye løver, der trådte ind i 'Løvens hule' i år, da både Birgit Aaby, Ilse Jacobsen og Tommy Ahlers ikke længere er med i programmet.

Peter Warnøe fortæller, han har været meget begejstret for sin nye rolle som løve.

Dels fordi det har været spændende at møde de mange iværksættere, og dels har han hygget sig meget med de andre løver.

»Jeg kendte dem allesammen undtagen Mia Wagner i forvejen, og jeg har også investeringer med dem uden for 'Løvens hule'. Så det er folk, jeg omgås løbende, og vi har det enormt skægt sammen i det, vi laver. Jeg synes, vi fandt en god jargon, og så bliver det jo sjovt at lave det igen, for nu har vi jo øvet os,« siger Peter Warnøe.

En af sæsonens andre nye løver, Mia Wagner, der er direktør i Freeway-koncernen, er noget mere tilbageholdende i sit svar på, hvorvidt hun vil være at finde i en ny sæson af 'Løvens hule'.

»Jeg synes, det har været enormt spændende. Men der er ikke en plan, før der er plan,« siger hun til B.T.

Det har ikke været muligt for B.T. at få svar fra Christian Stadil og Jan Dal Lehrmann på, hvorvidt de vil være med i en eventuelt kommende sæson.