Når TV 2 den 1. februar har premiere på ottende sæson af 'Badehotellet', vil man ikke kunne se, at det er lavet midt i coronakrisen. Bag kameraet har det dog haft flere konsekvenser, fortæller holdet bag.

»Det har været et meget voldsomt år,« indledte forfatterne Stig Thorsboe og Hanna Lundblad torsdag formiddag TV 2's onlinepressemøde for den nye sæson af deres hitserie 'Badehotellet'.

Sidste forår var forfatterparret på vej til Sverige for at skrive manuskriptet til den nye sæson, da statsminister Mette Frederiksen lukkede Danmark ned, og så var spørgsmålet, om det overhovedet var muligt at fortsætte arbejdet.

Normalt begynder optagelserne til en ny sæson i juni, men de blev enige om at rykke produktionen til august, hvilket ikke var uden en form for nervøsitet, for den danske sommer er ustabil, og på 'Badehotellet' skal solen helst skinne fra en skyfri himmel, forklarede de.

TV 2 havde 1. februar premiere på ottende sæson af 'Badehotellet'.
TV 2 havde 1. februar premiere på ottende sæson af 'Badehotellet'. Foto: Mike Kollöffel/TV 2
Vis mere

»På den anden side, hvis det regnede, måtte det blive en sæson med regnvejr,« fortalte parret videre, og det vigtigste var først og fremmest at kunne gå på arbejde uden frygt for at blive syg.

»Hvad nu, hvis det var vores ansvar, at nogle blev alvorligt syge,« lød det fra Hanna Lundblad.

»Men vi kom jo igennem, hvilket vi er sindssygt lykkelige over,« tilføjede Stig Thorsboe, der dog måtte se sin serie blive forkortet med et enkelt afsnit.

Normalt består en sæson af 'Badehotellet' af seks afsnit, men på grund af den forskudte produktionsstart måtte de skære ned til fem afsnit.

Seriens producer, Michael Bille, fortalte på pressemødet, at de blandt andet skævede til deres kollegaer fra serien 'Sygeplejeskolen' og ansatte en corona-koordinator til at sørge for, at alle kunne gå sikkert på arbejde.

»Vi måtte jo tænke os grundigt om, om vi overhovedet skulle producere i 2020. Ingen vidste jo, hvordan det ville ende, og der var så meget, der talte imod, at vi skulle gå i gang,« forklarede han.

»Det ville være et mareridt at skulle lukke produktionen ned, så vi prøvede blandt andet at skabe lidt mere plads i studiet og satte et stort telt op i haven, hvor vi oprettede en kantine. Klipperne rykkede vi ud i en pavillon på parkeringspladsen, så der var mere plads til skuespillernes garderobe,« fortalte han videre om nogle af de mange tiltag, der skulle sikre en corona-sikker produktion.

På pressemødet fortalte 'Badehotellet's instruktør, Fabian Wullenweber, også om den usikre tid.

Anne Louise Hassing og Lars Ranthe er endnu en gang hr. og fru Madsen i 'Badehotellet'.
Anne Louise Hassing og Lars Ranthe er endnu en gang hr. og fru Madsen i 'Badehotellet'. Foto: Mike Kollöffel/TV 2
Vis mere

»Det var en voldsom start, vi havde, fordi vi simpelthen ikke kunne regne ud, om vi kunne komme i gang med den nye sæson.«

Han kæmpede personligt med at skulle instruere iført mundbind, da han normalt har tæt kontakt med sine skuespillere.

»Jeg er vant til at stå tæt og snakke lavt med dem for at skabe et rum mellem os, så jeg var nærmest igennem alle de ansigtsmasker og mundbind, man kan opstøve, for at se, hvad der passede godt til den her situation.«

Heldigvis var alle opsatte på at få det til at lykkes, og alle parter er lykkelige for, at de kom i mål med arbejdet.

Lars Mikkelsen er nyt ansigt på 'Badehotellet'.
Lars Mikkelsen er nyt ansigt på 'Badehotellet'. Foto: Mike Kollöffel/TV 2
Vis mere

I den nye sæson af 'Badehotellet', hvor handlingen nu er rykket frem til 1941, dukker der en række nye skuespillere op på rollelisten i skikkelse af Lars Mikkelsen, Mille Lehfeldt og Andreas Jebro.

Sidstnævnte er i virkeligheden gift med Amalie Dollerup, der spiller hotelbestyrer Amanda Madsen.

Derudover er der comeback til Rasmus Botoft, hvis karakter, hr. Ramsing, ellers flygtede ud af forrige sæson, da han viste sig at være en svindler.