Hun blev opdaget af et modelbureau, fik så flere film- og tv-roller, og nu skinner hun i Netflix-serien 'The Queens Gambit'.

Men Anya Taylor-Joy mener ikke selv, at hun er smuk nok til at være en stjerne.

»Jeg har aldrig set mig selv som smuk, og det kommer jeg nok heller aldrig til. Det lyder patetisk og min kæreste har advaret mig om, at folk vil synes jeg er en stodder for at sige disse ting, men jeg synes bare, at jeg ser mærkelig ud,« siger hun til The Sun.

I Netflix-serien spiller hun skakgeniet Beth Harmon, der i en ung alder mister sin mor i en ulykke, vokser op på et børnehjem og lever et turbulent liv fyldt med piller, hash og alkohol, sideløbende med kometkarrieren som skak-spiller.

Det er hendes hidtil største rolle i en karriere, der kun går én vej - og det er op.

Men på trods af succesen og en tilværelse i offentlighedens søgelys er hun ikke komfortabel med at se sig selv i spejlet:

»Jeg gider ikke at gå i biografen for at se mine egne film. Jeg ser dem før. Det smukke ved at være i sin egen krop, er at man ikke skal se sit eget ansigt.«

Den manglende selvtillid stammer helt fra barns ben. For selv om hun hele livet har været klar over, at hun ville være skuespiller, så flyttede hun som 8-årig fra Argentina til England uden at kunne et eneste ord på engelsk. Og det blev hun mobbet for:

»Børnene forstod mig på ingen måde. Jeg blev ofte låst inde i skabe, og jeg brugte meget tid på at græde på toiletterne. Jeg var så ensom som barn. Jeg var så isoleret, at jeg troede, at det var dårligt at være alene.«

Men en hård barndom blev lettere med årene, og karrieren begyndte at tage form for Anya Taylor-Joy, da hun blev opdaget af modelbureauet Storm Model Management i en alder af 16 år. Sidenhen tog hun skridtet videre til film- og tv-branchen, og i dag er hun en stjerne i en af de mest populære Netflix-serier.