Ny 'Masterchef'-dommer forlader programmet midt under optagelser
Programmet fortsætter nu med kun én dommer.

Programmet fortsætter nu med kun én dommer.

Fire afsnit. Mere blev det ikke til for den nye 'Masterchef'-dommer Eric Kragh Vildgaard.
For stjernekokken har forladt det populære madprogram midt i optagelserne.
Det bekræfter Viaplay- og TV3-chefredaktør, Flemming Fjeldgaard, over for Politiken og Berlingske.
»Under optagelserne opstod en episode, som gjorde, at vi blev enige om, at det bedste var at fortsætte sæsonen i en anden retning end den planlagte,« siger han.
Berlingske og Politiken skriver ikke, hvad det præcist var for en hændelse, der førte til afskeden med Eric Kragh Vildgaard, der normalt er køkkenchef på den trestjernede Michelin-restaurant Jordnær.
Programmets anden dommer, Bo Bech, fortsætter – nu bliver han bare alene om at bedømme deltagernes kulinariske evner i resten af sæsonen.

Hverken Bo Bech eller Eric Kragh Vildgaard har ønsket at udtale sig.
Sidstnævnte siger dog gennem sin hustru, Tina Kragh Vildgaard, til Politiken, at optagelserne af 'Masterchef' har været »en spændende oplevelse«.
Tidligere i år kom det frem, at de hidtidige dommer i madprogrammet – Jesper Koch, Jakob Mielcke og Dak Wichangoen – alle stoppede.
I stedet blev Bo Bech og Eric Kragh Vildgaard efterfølgende præsenteret som afløsere.
Dengang lød det i en pressemeddelelse, at de »skal ikke kun bedømme retterne. De skal udfordre deltagerne, presse dem til at udvikle sig – og hjælpe dem til at blive præcis lige så gode, som de overhovedet kan blive«.
Først næste år bliver den nye sæson af 'Masterchef' sendt på tv.