Der findes uden tvivl mange James Bond-fans verden over, og de skal ikke vente meget længere på den nyeste film.

Om fire måneder får den nye film med titlen 'No Time to Die' nemlig premiere. En film, der har haft et budget på over en milliard kroner.

Det er film nummer 25 om den britiske agent med licens til at dræbe, og den kommer hele 58 år efter, at Sean Connery spillede James Bond i den første film med titlen 'Dr. No' fra 1962.

Du ved, at premieredatoen nærmer sig, når den første trailer er blevet offentliggjort – og den første trailer til 'No Time to Die' er netop landet.

Daniel Craig trækker i jakkesættet for sidste gang i 'No Time to Die'.
Daniel Craig trækker i jakkesættet for sidste gang i 'No Time to Die'. Foto: PHIL MCCARTEN
Vis mere

Og den nye og første trailer fra folkene bag filmen viser, at der ikke er lavet om på noget i James Bond-universet.

Der er smukke kvinder, skydevåben, dyre og flotte biler samt Daniel Craig i et skræddersyet jakkesæt i midten af London.

Det første smugkig på den nye 007-film er dog en kort fornøjelse på under 20 sekunder, men det korte klip viser, at den første fulde trailer kommer onsdag.

'No Time to Die' får verdenspremiere 3. april 2020, og det bliver Daniel Craigs femte og sidste film som James Bond. Han fik debut i 2006 i filmen 'Casino Royale', hvor han blandt andet spillede over for Mads Mikkelsen.