Det var det tætteste, far og søn var set sammen i to år. Blot en enkelt stol adskilte dem. Alligevel virkede luften mellem dem kold. Iskold.

For mange mente – forståelig nok – at den skandaleramte 84-årige ekskong Juan Carlos slet ikke burde sidde der. Til sin 'kære kusine Lilibeths' begravelse.

»At invitere en kriminel på flugt til en statsbegravelse udstiller bare hykleriet i monarkiet i Spanien og England,« rasede det spanske socialistparti Unidas Podimos ifølge Reuters Bureau.

Men det udstillede også, hvor urørlig ekskongen stadig føler sig.

Ved dronning Elizabeths begravelse sad skandalekongen blot en enkelt stol fra sin søn, kong Felipe. Og i øvrigt på rækken bag dronning Margrethe og kronprins Frederik.
Ved dronning Elizabeths begravelse sad skandalekongen blot en enkelt stol fra sin søn, kong Felipe. Og i øvrigt på rækken bag dronning Margrethe og kronprins Frederik. Foto: AFP
Vis mere

Ikke alene har han for tiden en potentiel retssag hængende over hovedet i England, hvor hans tidligere elskerinde – den halvt danske Corinna zu Sayn-Wittgenstein – har anklaget ham for dødstrusler, chikane og for at have udspioneret hende.

Han er også centrum i en ny dokumentarserie, 'Saving the King', som for få uger siden havde premiere på HBO, og som bestemt ikke fejer noget under gulvtæppet.

Titlen skal tages helt bogstavelig. For angivelig beskyttede det spanske statsmaskineri og efterretningstjenesten i årtier kongen.

Fra ham selv og de mange skandaler, Juan Carlos efterlod i sit kølvand.

Ikke mindst som følge af hans nærmest umættelige sult efter kvinder.

Pressefotografen Queca Campillo var én af dem. Og hun havde en interessant dobbeltrolle.

I dokumentaren fortæller hun, hvordan de mødtes til en reception og få timer senere havde deres første 'stævnemøde'.

»Vi havde ingen steder at mødes, så jeg tog til paladsets bagindgang, hvor vi mødtes i en varevogn, han havde stående,« fortæller hun i dokumentaren om det, der blev indledningen til flere år som kongens elskerinde.

Siden blev de fysiske rammer dog opgraderet, da den spanske efterretningstjeneste indrettede en decideret elskovsrede til kongen, hvor han ubekymret kunne dyrke sine affærer.

Den halvt danske forretningskvinde Corinna zu Sayn-Wittgenstein var i en årrække kong Juan Carlos' elskerinde. Nu har hun anklaget ham for blandt andet dødstrusler.
Den halvt danske forretningskvinde Corinna zu Sayn-Wittgenstein var i en årrække kong Juan Carlos' elskerinde. Nu har hun anklaget ham for blandt andet dødstrusler. Foto: Mark Von Holden
Vis mere

Men Queca Campillo var ikke kun elskerinde. Qua sit job vidste hun, hvis medierne var på vej med noget, der kunne være en potentiel skandale for kongen.

Så lod hun et par ord falde de rette steder, vidste, hvilke knapper hun skulle trykke på, og snart var den historie død. Og kongen kunne ufortrødent fortsætte. Og gjorde det.

Ifølge biografien 'The King of 5.000 lovers' var kong Juan Carlos fra 1976 frem til 1994 sammen med 2.154 kvinder.

Faktisk var hans seksuelle drift så stor, at den spanske efterretningstjeneste i en periode gav ham testosteronblokkere, fordi hans lyst udgjorde et problem for staten.

En oplysning, der kom frem ved en parlamentarisk høring sidste år.

Men – som det tidligere har været fremme i blandt andet Vanity Fair – var det ikke hans utroskab og mange affærer, der blev begyndelsen til kong Juan Carlos fald.

For elskerinderne kunne det spanske folk godt se gennem fingre med. Men det var dét med, at der var penge involveret.

Mange penge. Skatteydernes penge. Som ikke alene finansierede elskovsreden, men også den afpresning, en af hans elskerinder udsatte ham for.

Og så var der hans lyssky forretninger og forbindelser, der afslørede hans grådighed. Ikke mindst den famøse bestikkelse fra Saudi-Arabien, en check på 100 millioner dollar fra den nu afdøde kong Abdullah.

Hvad der førte til kong Juan Carlos grådighed, forsøger dokumentaren da også at forklare. Men jo mere han slap godt fra – og det var det meste – jo mere urørlig følte han sig.

I 2014 blev summen af skandaler dog for stor. Han måtte abdicere, overlade tronen til sin søn Felipe.

»Det er tid til en ny æra,« sagde han på tv. Og troede dermed, at nu var der lukket og slukket for den sag. Sådan skulle det ikke gå.

Nye skandaler blev gravet frem, og i 2019 trak ekskongen sig helt fra offentligheden.

Blot et år senere flygtede han fra Spanien. Krøb i skjul hos sine arabiske venner, kort før hans finansielle fiksfakserier var tæt på at blive afsløret i forbindelse med de undersøgelser om bestikkelse, som såvel Spanien som Schweiz indledte.

Flugten forklarede han ifølge Los Angeles Times med, at det var af hensyn til sin søn. At han ikke ville skygge for ham.

Men – som han tilføjede i et brev: »Mit eftermæle og min egen værdighed kræver, at det skal være sådan.«

I to år har ekskong Juan Carlos boet i Abu Dhabi. Uden tvivl i den form for luksus, som han i mere end fire årtier havde vænnet sig til.

For få måneder siden var han for første gang på kort visit i Spanien. Angivelig for at besøge sin søn.

Men ifølge de spanske mediers dækning af besøget tilbragte han det meste af tiden med kapsejlads og syntes ikke at have reflekteret synderligt over fortidens skandaler.

For mens folket demonstrerede mod ham i gaderne og kaldte ham slyngel og røver, spurgte journalisterne, om ekskongen havde planlagt at undskylde og forklare sig over for sin søn.

Til hvilket han fornærmet vrissede: »Forklare mig? Om hvad?«

Såvel dronning Elizabeth som ekskong Juan Carlos var tipoldebørn af dronning Victoria. Her ses de ved en reception på Buckingham Palace i 2002.
Såvel dronning Elizabeth som ekskong Juan Carlos var tipoldebørn af dronning Victoria. Her ses de ved en reception på Buckingham Palace i 2002. Foto: KIRSTY WIGGLESWORTH
Vis mere

Måske var det den samme arrogance og ignorance, han havde med i bagagen, da han forleden – godt nok på rystende ben og klamrende sig til en stok og en støttende arm – ankom til dronning Elizabeths begravelse.

Måske tænkte han, at han nu var på vej til et værdigt comeback. Sikre sit eftermæle som den store statsmand, han engang var. Ham, der genindførte demokratiet.

Men der tænkte han forkert.

Fra officiel side har man taget afstand fra ham og understreget, at han ikke repræsenterede landet, men var personligt inviteret.

Så om skandalerne nogensinde slipper ham, må tiden vise. Den kommende retssag og HBO-dokumentaren tyder dog ikke på det.